Sus og Bendtner ville passe perfekt ind i ‘De unge mødre’

Fodboldspilleren har før lavet dårligt fjernsyn med sine kærester, og det bliver han ved med i 'Sus og Bendtner – Forever?'.
Sus og Bendtner ville passe perfekt ind i ‘De unge mødre’
'Sus og Bendtner – Forever?'. (Foto: Prime Video)

SÅ DU DET? Nicklas Bendtners reality-cv er efterhånden længere end hans fodbold-cv. Hvor han i fodboldkarrieren gjorde sig til i både Premier League og på landsholdet, befinder han sig dog i realityland i røven af fjerde division.

Efter ’Bendtner og Philine’ tager han denne gang sin nyeste flamme, forlovede og mor til sit kommende barn, Sus Wilkins, med i faldet, for Bendtner laver nemlig helst dårligt fjernsyn med sine kærester.

Med hele to år på bagen er Sus og Bendtners forhold det længste, Bendtner nogensinde har været i. Det retfærdiggør spørgsmålstegnet i programmets titel, ‘Sus og Bendtner – Forever?’, og sikrer, at en sæson med en ny kvinde ikke er udelukket.

Sus og Bendtner har den type problemer, der får mine egne til at synes enorme. De battler med ting som at skulle benytte et walk-in closet, der har været brugt af ekskærester, at blive genkendt på gaden og hyppige restaurantskænderier.

Sidstnævnte udgør en af de største trusler mod forholdet, fordi de i runde tal har spist ude mellem 300 og 400 gange. Der burde være et billede af Sus og Bendtner under definitionen af first world problems i ethvert opslagsværk.

‘Sus og Bendtner – Forever?’. (Foto: Prime Video)

Programmets hovedtematik er, at Sus og Nicklas gerne vil være forældre. Hvis ’De unge mødre’ stadig fandtes, kunne parret gøre sig godt i formatet. Nok er deres biologiske alder 37 og 38 år, men deres egocentrerede, nyrige teenage-livsstil gør dem åndeligt rustede til det hedengangne Kanal 4-program.

På en strand på Ibiza bliver parret enige om, at det, de glæder sig mest til ved det barn, de agter at sætte i verden, er, at de første to år er overstået. I bedste Peter Pan-mand-stil fortæller Bendtner til Sus, at det er hende, der skal »have arbejdshandskerne« på de første to år.

Da de skal til gynækolog, siger Bendtner »gynækolægisk klinik« og er i øvrigt i tvivl om, hvorvidt hans egen mor bliver farmor eller mormor. Han er det omvendte af husband material.

Sus indledte udsendelsen med at deklarere, at den modsat ’Bendtner og Philine’ skal være autentisk, men det eneste autentiske er Bendtners lemmedasker-adfærd. Den iscenesatte kulisse slår alt ægte ned. Kun Bendtners provokerende personlighed overlever.

’Sus og Bendtner – Forever?’ er en fusion mellem ligegyldigheder og ragebait. Nicklas Bendtner har faktisk udøvet rage bait længe før alle andre. Hvad end det er en lokumsaftale med et bettingfirma, en stor hat eller en ukonventionel frisure, formår han altid at skabe omtale.

Men hans kontroversielle facon er ikke ny for nogen. Fornyelsen udebliver, det hele er set før – både med Bendtners ekskæreste og med andre danske B-kendispar.

Det er tv-landskabets værste programmer. Meningsløse tomrum.

‘Sus og Bendtner – Forever?’ kan ses på Prime Video.

Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af