Joan As Police Woman – ren feinschmecker-pop

Det er meget svært at få øje på nogen form for punk’et attitude, som Joan Wasser sidder der bag sit Fender rhodes i lang orange kjole med bar ryg. Sangerinden har ellers slået sig selv og sit band Joan As Police Woman op, på hvad hun kalder for ‘punkrock-r&b’. Men trioen virker denne aften nærmere som et yderst behageligt, ja faktisk et elskværdigt bekendtskab med deres feinschmecker-pop.

Nedtonet og fintfølende sniger sangene sig af sted i et malende tempo og med en instrumentering, der giver oceaner af plads til Wassers tekster om tab, tro og kærlighed. Ben Perowskys jazzede trommer og Rainy Orteca på bas og kor giver Joan den altoverskyggende hovedrolle, og den befinder hun sig tydeligt godt og scenevant med. Også når hun flere gange er alene på scenen med sit rhodes som på titelsangen fra debutalbummet ‘Real Life’.

Selv om Joan Wasser har spillet med et imponerende line-up af bands og musikere, så bærer hendes sange meget tydeligt præg af samarbejdet med især Rufus Wainwright og Antony and the Johnsons. Som en kvindelig pendant til de to behersker hun sin stemme samt klaver og guitar til perfektion inden for sin stilart. Men det blev denne aften også lidt for pænt og statisk.

Der manglede pludselige udslag på spændingskurven. Wassers distortionpedal fra 1985 var gået i stykker, fik vi at vide. Det tab kan vi næsten kun begræde endnu højere end hende selv, for det velspillende og meget veloplagte band kunne have nået uanede højder med bare en anelse af den punk, som de proklamerer af have ophav i.