’Off Campus’: Ny hot ungdomsserie er fifty shades of glee, og jeg elsker det

SERIE. Jeg må indrømme, at mine forventninger ikke var høje.
Med film som ‘After’-serien i baghovedet frygtede jeg endnu et eksempel på en viral bogserie blive omdannet til et kikset forsøg på sexy ung romantik. Hvor giftige forhold og intense had/kærligheds-relationer er den eneste måde, man forstår at skabe noget, der skal fremstå hedt.
Men efter at have set ‘Off Campus’ og mærket begejstringen hos de af mine veninder, som har læst boghittet bag serien, er jeg glad for at kunne sige, at min skepsis er blevet gjort til skamme. ‘Off Campus’ er mere ‘Skam’, end den er ‘Smuk’, og mere ‘Heated Rivalry’, end den er ‘Riverdale’. Og den er for alle os, der elsker cute og forsigtigt hotte romancer, elskelige venskaber og lykkelige forelskelser.
I seriens otte afsnit følger vi Hannah, den gode pige, som har fået et college-legat via sin klarinet og sine klassiske kompositioner, og Garrett, ishockey-anføreren som har alt for travlt med sin træning til andet end uforpligtende hookups.
Hannah er vild med musikfyren Justin, og i et klassisk romantisk komedie-greb slår Garrett og Hannah en handel af: De lader, som om de er kærester i et forsøg på at gøre Justin jaloux og vække hans interesse, i bytte for at Hannah hjælper Garrett med at bestå deres filosofieksamen.

Gæt én gang, hvordan det udvikler sig. Nørden og atleten bliver selvfølgelig forelskede, fordi de begge ser sider i hinanden, som andre ikke ser. Lykkeligt, bortset fra at Garrett har en aggressiv og dominerende far, der spøger i ishockeyhallen, Hannah har sine egne traumer fra sin hjemby, og hendes legat bliver sparet væk, så hun skal lige vinde en sangskrivningskonkurrence for at kunne blive på universitetet.
Der er også Hannahs bedste veninde Allie, som har svært ved at ryste sin ekskæreste af sig, og Garretts bedste ven John, hvis mor er i afvænning. For bare at nævne nogle af de mange charmerende bikarakterer, der befolker ‘Off Campus’.
Romancen mellem Hannah og Garrett er seriens hjerte, men der gives rigeligt plads til afstikkere om deres venners problemer og kærlighedsliv, og selvom det måske lyder som lige lovlig mange plots at jonglere, klarer ‘Off Campus’ det af den simple grund, at alle bare er virkelig søde.
Det skal ikke forstås på den måde, at der ikke er konflikt og vrede og sorg undervejs, men i stedet for at trække konflikter ud i det uendelige finder seriens hovedkarakterer ofte ret hurtigt ud af, at de kan komme langt med ærlighed og oprigtighed.

For eksempel har Garrett en ærlig snak med sin makker Dean nede i fitten om, hvordan man får piger til at komme, inden han skal være sammen med Hannah første gang (og det ender som en lidt underlig, men mest sød og sexet scene), og under en omgang drunken Shakespeare får han hurtigt klinket skårene med en tidligere flamme, som er forvirret over Hannahs pludselige tilstedeværelse i hans liv.
Det gør ‘Off Campus’ til virkelig behageligt selskab. Vi skal ikke sovse rundt i teenagefnidder, men kan stole på, at hovedpersonerne kan håndtere den modgang, de møder, uden at opføre sig hovedløst.
Det er endnu en ting – udover sex og ishockey – som serien har til fælles med ‘Heated Rivalry’, som bevarede både drama og spænding, men undgik en forudsigelig ud af skabet-krise. Man behøver ikke altid skrabe bunden for at lære af livets barske realiteter.
Betyder det, at fortællingen i ‘Off Campus’ nogle gange er lidt usammenhængende, fordi karaktererne vender på en tallerken, så historiens ender kan mødes? Selvfølgelig.
Er det hele somme tider for godt til at være sandt? Ja da. M
en hvad er problemet egentlig i en serie med samtykkebaseret sex og et opgør med giftige mandeidealer, som samtidig er charmerende og sjov at se? Hvor flere bliver venner end uvenner, drømme går i opfyldelse, og ekskærester er til at tale med?
Det er fifty shades of glee, og jeg elsker det.
Kort sagt:
‘Off Campus’ om et blomstrende forhold mellem de universitetsstuderende Hannah og Garrett behandler undervejs alvorlige temaer, men er mere charmerende og kærlig end alvorlig og belærende. Befriende at være i selskab med.