Woven Hand – fra sindets dybe katakomber

»Halleluja, halleluja«, lyder det messende fra scenekanten. På en stol sidder David Eugene Edwards. Som en prædikant for et absolut lydhør publikum forlader han den ikke, med mindre han skifter guitar eller tørrer sveden af panden. Og det er varmt. Meget varmt. Sommerheden er rykket med publikum indenfor. Men lige netop denne mandag aften er det ok, at sveden driver. Det hører sig ligesom til Woven Hands gotiske og møghamrende støvede folk.

David Eugene Edwards’ soloprojekt følger stringent de musikalske og tekstmæssige ledetråde, som den kristne amerikaner allerede lagde ud i nu hedengangne 16 Horsepower. Stemmen er unik, budskabet er udkrængende og råber mod himmelen. Guitaren er twang’et og ofte spillet med slide. Det har været kendetegnende for 16 Horsepower og er det nu hos Edwards i Woven Hand, der er aktuel med albummet ‘Mosaic’. Men Woven Hand er nærmest ondere, mere dystert og larmende end 16 Horsepower var det. Ikke mindst denne aften.

Der bliver spillet med musklerne. Især af Ordy Garrison bag trommerne. Han gør et fantastisk arbejde ved at bryde musikken for at bygge den op igen på legende vis. Og han slår til. Lyden er knivskarp, og det er vigtigt for en prædikant med et budskab. Til gengæld mangler Edwards’ stille sange samme magi som i tiden med 16 Horsepower. Fraværet af den ellers yndede harmonika er savnet, for den gav flere dimensioner i et lydbillede, der nu er mere ensformigt. Men denne aften valgte Woven Hand at grave dybt i sindets katakomber, og leverede varen med rockens akkuratesse. Intet mindre. Intet mere.