Emma Sehested Høeg starter nyt dansksproget kapitel – lyt til ‘Badebro’

Emma Sehested Høeg starter nyt dansksproget kapitel – lyt til ‘Badebro’
Emma Sehested Høeg. (Foto: Sarah Buthmann)

Halvandet år efter sit debutalbum, ‘I Know All The Words But I Can’t Say Goodbye’, er multitalentet Emma Sehested Høeg langt om længe klar med ny musik.

Det drejer sig om sangen ‘Badebro’, en meget funky sag, der i modsætning til debutalbummet bliver sunget på dansk. Her er tale om en rigtig sommersang.

»Jeg ligger ik’ i min seng, men jeg er nøgen / På en seng af græs«, begynder sangen, inden hun løber ud på den i titlen omtalte badebro og springer hovedkulds ud i kærligheden, livet og friheden.

»Badebro’ føles på mange måder som en sang, der har levet sit eget liv længe før, den blev udgivet. Det har været ret vildt at mærke, hvordan folk allerede har sunget med på den til koncerterne og skrevet til mig om den bagefter«, fortæller Høeg om sangen i en pressemeddelelse.

Ganske rigtigt vil mange genkende sangen fra sidste års koncerter på NorthSide og Roskilde Festival. I pressemeddelelsen lyder det desuden, at sangen »markerer begyndelsen på et nyt dansksproget musikalsk kapitel«.

Selvom ‘Badebro’ er hendes første udgivelse i halvandet år, har Høeg nu alligevel haft ret så travlt på det sidste.

I sidste uge medvirkede hun på August Høyens kærestesorgsballade ‘Troede det var os’, og i slutningen af sidste år vendte hun tilbage til teatret med forestillingen ‘Bambi er tilbage’. Og så har hun lige annonceret et nyt filmprojekt.

Til efteråret indtager hun desuden Royal Arena til sin eneste danske koncert i 2026. Det sker 7. november.

Lyt til ‘Badebro’ herunder’.

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.
Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af