‘Wavy’ er ikke et nyt kapitel for Lamin – det er en sejrsrunde
ALBUM. Da Lamin halvvejs gennem sin surprise-koncert i et udsolgt Pumpehuset fredag aften afslørede, at et nyt album ville lande til midnat, eksploderede salen.
Og hvorfor skulle den ikke det? For to år siden fyldte han Royal Arena sammen med Artigeardit. Nu stod han foran 500 mennesker og annoncerede et album få minutter før udgivelsen. Det er den slags, man kun har råd til, når man ved præcis, hvor man står i dansk musik.
Den selvtillid gennemsyrer også det nye album, ‘Wavy’. Hvor forrige års ‘Skyll’ var et fokuseret album med en tydelig rød tråd, føles ‘Wavy’ som det stik modsatte. Det er et album skabt af én, der ikke længere har noget at bevise. I stedet skifter Lamin frit mellem afrobeats, jerkrap og trap på et projekt, der mere føles som en sejrsrunde end et nyt kapitel.
Albummets mest spændende øjeblikke opstår netop, når Lamin bevæger sig længst væk fra sin komfortzone.
På ‘Highs & Lows’ lander han på et jerk-inspireret beat, som man aldrig tidligere har hørt ham over. Forvrængede 808’s brummer så voldsomt, at de næsten sluger resten af produktionen, mens en synth hænger konstant i baggrunden. Man forventer næsten en EsDeeKid-feature efter omkvædet.
Trods det kaotiske lydbillede møder Lamin beatet med en ro, der gør sangen endnu mere fascinerende. »Jeg ved ikk’, hvor mit hjerte blev koldt / prøver’ rejse gennem highs and lows«, synger han i et af albummets stærkeste hooks.
Også ‘Kemikalier’ viser, at albummets bedste øjeblikke opstår, når Lamin bevæger sig væk fra de sikre løsninger. Sangen besidder den samme rastløse intensitet, som gjorde titelnummeret ‘Skyll’ til et højdepunkt på forrige års album. Beatets synth lyder som en gammel motor, der langsomt bliver trukket op i omdrejninger, men så snart den er varm, findes der ingen stopknap.
»100 på håndleddet, det skinner / jeg sipper tequila, nu husker jeg svagt«, rapper Lamin i åbningslinjerne i et tempo, man sjældent hører fra ham. Alligevel står hver stavelse knivskarpt i lydbilledet.
Men det er ikke kun de nye genrer, der klæder Lamin. På ‘Alt til sin tid’ virker han stadig som en rapper med blod på tanden.
Hvor store dele af ‘Wavy’ er bygget på sommerstemning og ubekymret selvtillid, lyder han her markant mere insisterende. Ikke fordi han hæver stemmen eller skruer voldsomt op for energien, men fordi hvert rim bliver leveret med en præcision, der automatisk får én til at lytte efter. Det er et glimt af den sult, der drev nogle af de stærkeste øjeblikke på ‘Skyll’.
Det er netop spændet mellem de forskellige udtryk, der gør ‘Wavy’ interessant. Hvor ‘Alt til sin tid’ viser Lamin fra sin mest fokuserede side, finder vi albummets letteste øjeblik på ‘Hold mit tempo’.
Her viser Annika endnu en gang, hvorfor hun efterhånden er blevet fast inventar på danske rapudgivelser. Over varme trompeter og Anton Westerlins karakteristiske perkussion føles sangen som et postkort fra Havanas natteliv. De to stemmer fletter sig ind og ud af hinanden i omkvædet med en naturlighed, der får sangen til at lyde fuldstændig ubesværet.
Det er den slags nummer, der nærmest er dømt til at dominere sommeren, og det gør det kun endnu mere bemærkelsesværdigt, at featurelisten i skrivende stund fortsat er skjult på Spotify.
Først under afspilningen afslører albummet, at både Gilli, Noah Carter og Benny Jamz også gæster diverse tracks. Det understreger følelsen af et surprise-album, der helst vil opleves uden for mange forventninger på forhånd.
Anton Westerlin har også været afgørende for albummets succes. Hans produktioner binder de mange genreafstikkere sammen og sørger for, at ‘Wavy’ aldrig mister momentum, selv når Lamin skifter retning.
Til gengæld bliver albummet mindre interessant, når Lamin falder tilbage i de velkendte formler. ‘Majeo’ bygger på den samme afropop-opskrift, der har gjort ham til en af landets største hitmagere, men ved siden af de mere modige øjeblikke på albummet fremstår sangen overraskende anonym. Linjer som »hun spin som en hulahop, og det gør hun bare supergodt« gør heller ikke meget for at ændre på det indtryk.
Det er samtidig symptomatisk for et album, der sjældent stikker særligt dybt. Hvor ‘Skyll’ rummede sange som ‘AtGøreEtBarnTilEnVinder, er ‘Wavy’ langt mere optaget af sommerstemning, flirter, succes og gode tider.
‘Wavy’ er ikke Lamins mest sammenhængende album. Det er heller ikke hans mest personlige. Til gengæld er det hans mest legesyge – og når så mange af eksperimenterne lykkes, er det svært ikke at lade sig rive med.
Kort sagt:
Lamin har måske lagt den røde tråd fra ‘Skyll’ på hylden, men hans musikalske nysgerrighed er intakt. ‘Wavy’ er et ujævnt, men gennemført underholdende sommeralbum, der viser, at han stadig tør udfordre sig selv.