Roskilde Festival: Da Brutalismus 3000 tændte flammekasterne, gik publikum amok

KONCERT. Vi skulle ikke mange minutter ind i tysker-technoduoens koncert, før der bogstavelig talt blev sat ild til Arena. Et mange meter højt flammehav rejste sig mellem scenen og publikum – og så lød der ellers et jubelskrig fra de mange tusinder, der havde samlet sig under festivalens største teltdug for at afslutte torsdag aften med en smadrefest.
Brutalismus 3000, der består af kæresteparret Victoria Daldas og Theo Zeitner, var da også helt og aldeles i stødet oven på udgivelsen af deres andet album, ‘Harmony’, for blot en uge siden. Med Zeitner bag mixeren og CDJ’erne og Daldas som festens indpisker med én hånd om mikrofonen og den anden som en kommanderende basarm, blev der også i overført betydning sat ild til festen.

De blander alt det bedste fra den hårdere ende af elektronisk musik – gabber, hardstyle, EBM og deslige – og deres slutprodukt er en lyd som skabt til ravefester i lagerhaller i Udkanstberlin. Som at køre nede ad autobahnen befinder vi os konstant i femte gear med speederen i bund. Det går stærkt, det er drænende og virker en kende farligt – men adrenalinens rus stiger kun i takt med køreturen.
Det burde lyde som et sats med så ødelagt tonsermusik på festivalens andenstørste scene, men det siger formentlig også noget om, at den yngre generations smag i elektronisk musik bliver mere ekstrem og mindre mainstream.
Der opstod jævnligt spontane moshpits, og der var en konstant af flagrende arme og hoppende hoveder. Særligt når storhits som Aviciis ’Levels’ eller Underworlds ’Born Slippy .Nuxx’ fik en tur igennem technomaskinen, og vi blev gasset med tung røg fra scenen, gik folk fuldstændigt amok. Lysshow, volumen og BPM gik sandelig op i en højere enhed.


Men Brutalismus 3000 taler ikke kun til laveste fællesnævner – de skriver også humoristiske tekster om politik og feminisme. Daldas’ vokal var desværre lidt mudret i infernoet af bas og trommer, men heldigvis blev der smækket undertekster på storskærmen til blandt andet højdepunktet “Good Girl”, så vi alle kunne synge med på det simple regelsæt, vi som samfund har sat for kvinder (»don’t be a bitch / and don’t be prude / don’t be clothed / and don’t be nude«).
I det hele taget var parret bedst, når Daldas var fremme på scenekanten og råbte ud til publikum – det løftede koncerten til mere end bare en god fest. Det kunne der godt have været endnu mere af – en my mere variation, en my mere nærvær – men ét var sikkert: Brutalismus 3000 var kommet for at levere en utrættelig technofest med hæmningsløs dans, og det lykkedes de i den grad med.
Find hele Soundvenues dækning af Roskilde Festival HER.