Royal Arena: Robyn mindede os om, hvor menneskelig popmusik faktisk er i stand til at være
KONCERT. I slut-70’erne inspirerede det legendariske punkband Ramones en hel generation af unge modkulturelle mennesker til at samle instrumenter op og danne deres eget band.
Det gjorde de ved – i en æra domineret af nærmest mytologiske guitarhelte – at spille så latterligt teknisk ukrævende, at ingen i publikum så sig ude af stand til selv at samle et instrument op og gøre bandet kunsten efter.
Kulturen har sidenhen ændret sig. Store internationale popstjerner laver megaproduktioner, der er så gennemkoreograferede, at der knap nok er plads til, at sangerens egen stemme kan være live – med alle de uperfektioner, det ville rumme!
Man behøver dog ikke at lave shows helt så skrabede som Ramones, før man finder ind til skønheden ved det menneskeligt uslebne.
Robyns koncert i Royal Arena tirsdag aften havde en roterende gulvplade, ambitiøse lysshows – hvor det stedvist føltes som om, hver lille synthlyd havde sine egne korresponderende lamper – gribende brug af silhouetter, krudt og ikke mindst en totalt uventet gæsteoptræden fra Zara Larsson.
Det er ikke noget, de fleste i publikum kan diske op med. Og de kan næppe heller diske op med en vokal, der kan kanalisere både Michael Jackson og Mariah Carey, som Robyn gjorde med både kække »hee-hee«-udbrud og emotionelt ladede fraseringer under ’Ever Again’.
Men alligevel var det helt befriende at se, da Robyn pludselig glemte teksten til ’Be Mine’ og skulle spørge sin pianist om hjælp – hvortil hun kun blev mødt med jubel fra publikum. Eller da hun startede ’Dopamine’ liggende og vokalen sjovt nok ikke stod nær så sikkert, som da hun stod op.
Robyn var en overdådig popstjerne, der kækt kunne indsætte en kunstpause efter første linje i åbningsnummeret ’Blow My Mind’ eller glide på knæ ud til kanten af scenen under ’Sucker for Love’.
Men hun var også så nede på jorden, at hun ikke engang gik backstage, da hun skiftede outfit mellem ’Honey’ og ’Life’. Hun satte sig bare på en stol bagest på scenegulvet, mens bandet spillede en vellydende udvidet overgang, der lød som snydt ud af den mere spacy ende af progressiv elektronisk musik, men her ubesværet indsat i en popkoncert.
Herefter begyndte en mindre klubsektion af koncerten med ’Life’, ’Love Is Free’ og ’Sexistential’, hvor det også var en fornøjelse at se Robyn bevæge sig så frit og impulsivt, som om hun vitterligt var på klubben og dansede for sig selv, desperat efter at få sin udkårnes opmærksomhed.
Tilsvarende var det skønt at se Zara Larsson gæste til først en duet over Robyns ’Talk to Me’ og dernæst deres fælles ’Girl Trip’-udgave af Larssons ’Puss Puss’. Ikke kun fordi det havde stjernefaktor at hive Larsson frem, men også fordi Larsson og Robyns fælles koreografi var så befriende løssluppen.
Der var trin, der var planlagt, men det, der holdt gejsten oppe, var deres smittende entusiasme for at performe og for at leve sig ind i musikken på den måde, der ikke er plads til, når hver eneste bevægelse er tilrettelagt.
Tak til Robyn! Tak for at minde os om, hvor menneskelig popmusik faktisk er i stand til at være.
Kort sagt:
Robyns leverede ikke det minutiøst iscenesatte show, som mange nyere popstjerner disker op med. Derimod var det en befriende menneskeligt koncert, hvor ingen uperfektioner var blevet airbrushet væk. Det var svært ikke at blive revet med af en performer, der levede sig så meget ind i musikken.
