Syd For Solen: Hardcore eller ej, Turnstile er et bedre liveband end de fleste lige nu

Syd For Solen: Hardcore eller ej, Turnstile er et bedre liveband end de fleste lige nu
Turnstile på Syd For Solen. (Foto: Thomas Rungstrøm/Soundvenue)

KONCERT. Kigger man online, kan man læse spalte op og spalte ned om, hvorvidt Baltimore-bandet Turnstile spiller hardcore eller ej. Det er fint, at nogen kan få livsindhold ved at sidde og diskutere det online, men man kan også bare dukke op til en af punkkvartettens koncerter, for så bliver diskussionen helt og aldeles arbitrær. 

En lang synthintro, der også indikerede starten på titelnummeret fra Turnstiles seneste album, ‘Never Enough’, er måske ikke lige dét, man normalvis forbinder med en punkkoncert, men da de fem medlemmer kom på scenen, var der ingen tvivl om udtrykket. Godt nok starter sangen stille og roligt, men trommeslageren var allerede i bar kasse – en velforberedt musiker, der godt vidste, hvilke anstrengelser aftenen ville byde på. 

Ikke alle i publikum var helt klar, da forsanger Brendan Yates langede mikrofonstativet ud over scenen, så folk kunne synge med fra sang nummer et, men der gik ikke lang tid, før de første ølkrus – og siden beklædningsgenstande – begyndte at flyve i luften. Selv ikke den lidt tarvelige lyd, der prægede koncertens første halvdel, kunne dæmpe Turnstiles energiniveau.

Turnstile på Syd For Solen. (Foto: Thomas Rungstrøm/Soundvenue)

Yates var godt i gang med 360-graders spring rundt på scenen og kærlighedserklæringer til de forreste rækker, da bandet gik i gang med den jangle-poppede ‘I Care’. Backdroppets pastelfarver og de sukkersøde fraseringer vidnede om et band, der på ingen måde er bange for at lege med hardcorens stramme regelsæt. 

Da de første billeder af publikummer dækket i brunt støv – en art krigsmaling – fra moshpitten begyndte at dukke op på storskærmene, blev det klart, hvor lidt mening det giver at diskutere, hvilken subgenre Turnstile befinder sig i. Faktum er, at de er et fandens godt punkband med iver og aggression. Og så besidder deres musik en glæde, der for nogen deler vandene, men tydeligvis for de fleste på Syd For Solen er netop dét, der gør Turnstile så charmerende. 

Sætlisten fortsatte i en sand hitparade med sange mestendels fra ‘Never Enough’ og 2021’s store gennembrud ‘Glow On’, men der blev da også plads til to af de lidt mere smadrede numre fra bagkataloget. Selv i periferien af publikum var der bevægelse, og jeg tror, at selv skeptikerne tog sig selv i at nyde amerikanernes melodiske take på tunge breakdowns og råbevokaler.

Turnstile på Syd For Solen. (Foto: Thomas Rungstrøm/Soundvenue)
Turnstile på Syd For Solen. (Foto: Thomas Rungstrøm/Soundvenue)

Netop de mange breakdowns er fast inventar i den del hardcore punken, som Turnstile trækker mest på, men under ‘Sole’ bestod c-stykket af øm synthesizer spillet af Yates selv. En fantastisk – omend også poppet – måde at bryde sangen ned på og et godt modspil til den distortede bas og tordentrommerne. Man kan måske anklage Turnstile for at have en del sange, der lyder lidt ens, men med sådanne finurligheder råder de nemt bod på det.

Efter bangeren ‘Holiday’ kom et længere house-backingtrack, der hverken gjorde til eller fra, men bandet vendte heldigvis tilbage og spyttede fire sange mere afsted, inden koncerten nåede sin afslutning. Den afsluttende trio bestod af ‘Mystery’, ‘Blackout’ og ‘Birds’, og der var ikke så meget som en finger at sætte på det. Et energiniveau, der sagde spar to, og melodilinje på melodilinje, som kommer til at sidde fast i hovedet weekenden over.

Efter aftenens koncert kan man kun anerkende, at Turnstile er et pissegodt punkband, der spiller bedre live end de fleste andre.


Kort sagt:
Lige meget om man kalder dem hardcore eller ej, så slog Turnstile på Syd For Solen fast, at de som få andre formår at tænde en ild i publikum. Deres melodiske punkrock kan benævnes mangt og meget, men energien, vildskaben og teknikaliteterne er der ikke en finger at sætte på.

Find hele Soundvenues dækning af Syd For Solen HER.

Turnstile. Koncert. Syd For Solen.
Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af