TRACK. Der er få kærlighedsrelationer så dybe som den mellem en homoseksuel mand og kvinderne i hans liv.
Det var gennem kvindelige venskaber, at jeg selv lærte, hvad kærlighed er, før jeg var klar til at være åben og selvsikker nok til at date nogen, og da jeg begyndte for alvor at udforske og udleve min seksualitet, var det med mine veninder som uvurderlige, fortroede støtter.
Det er en lignende erfaring, der har inspireret førstesinglen og titelsangen fra Troye Sivans kommende album, ‘She’s the Best’: »Drenge er kommet og gået, men jeg har altid haft mine piger. Hele mit liv har jeg været omgivet af utrolige kvinder. Denne sang er mit kærlighedsbrev til dem«, som han selv har formuleret det.
Det er et fantastisk og unikt koncept til en sang – og endnu et eksempel på, at Sivan har et enestående blik for at skildre kærlighedsdynamikker, der sjældent bliver repræsenteret i popsange.
Og så bliver det iscenesat med en af årets absolut bedste musikvideoer: Et enormt sensitivt portræt af smukke kvinder i alle afskygninger, herunder en underskøn Nicole Kidman, der formår at gebærde sig med både kølig sensualitet og – i en rørende dansescene – en nærmest moderlig varme.
Så meget som jeg elsker konceptet og videoen, kan jeg dog ikke lade være med at tænke, at selve sangen er det mindst interessante ved ‘She’s the Best’.
Bevares, den 90’er-nostalgiske instrumental, der lyder lidt som en mere sødmefuld udgave af The Stones Roses, er en cool retning at udforske, og den imaginære kvinde, sangen hylder, lyder unægteligt som verdens sejeste person.
»She’s walkin’ down the street with her little thin cigarette / Great smile and a cum stain on her dress / DJs from Wednesday to Monday / Don’t ask, she’s not taking any fucking requests«, begynder teksten, som hele vejen igennem reciteres med kølig tilbageholdenhed.
Men det er næsten som om, at det hele bliver en kende for cool og distanceret. Jeg ville ønske, at Sivan var gået i en mere følsom retning, så man virkelig kunne mærke passionen bag det kærlighedsbrev, sangen er.
Symptomatisk er sangens mest gribende øjeblik de sidste 30 sekunder, hvor ingen ringere end Charli XCX overtager mikrofonen. Men det er måske også meningen: ‘She’s the Best’ handler jo slet ikke om Troye Sivan, men om kvinderne omkring ham.
Til dig, der kan lide: Dine veninder. Din søster. Din mor. Nicole Kidman. Charli XCX. Hende den seje på klubben, der har cigaretter og tyggegummi i tasken. Alle kvinder.
