I sidste uge scorede Tygas nye plade ‘$tarface’ en 0.0-rating i det amerikanske musikmedie Pitchfork – deres første af slagsen i næsten to årtier. En del af kritikken går på hans indrømmede brug af AI, som han har brugt som »et værktøj« i skabelsen af albummet.
Tygas brug af AI har ovenikøbet foranlediget en tidligere samarbejdspartner, Doja Cat, til at tage til orde i en livestream: »Ingen har spurgt mig til Tyga, men jeg vil bare lige sige det her: Tyga er en penis for at lave et AI-album«, sagde Doja Cat i et klip, der er blevet foreviget på X.
Doja Cat comments on the recent controversy of Tyga using AI for his new album:
“Tyga is a p*nis for making an AI album.” pic.twitter.com/vWdgPMYyPJ
— Doja HQ (@DojaHQs) August 13, 2026
Nu svarer Tyga så igen i et interview med TMZ. Hans første reaktion er: »Jeg ved ikke rigtig, hvad Pitchfork er. Jeg ved bare, at djævlen bruger en trefork«. Derudover skyder han skylden for kritikken på Gen Z’s manglende læsefærdigheder.
Argumentet her er, at alle har misforstået hans tidligere udtalelser vedrørende brugen af kunstig intelligens. Han har blot brugt det som et værktøj til nogle få synths og guitarsoloer, men har skrevet alt musikken og performet alle vokalerne selv, forklarer han.
Ikke nødvendigvis det bedste forsvar, når en del af Pitchforks kritik netop er brugen af AI som en måde at omgå betalt arbejdskraft.
Ellers virker han ikke synderligt berørt af kritikken, hverken fra Doja Cat eller den resterende offentlighed: »Jeg er bare en lille del af en større samtale, og det er egentlig ikke min kamp. Jeg vil gerne være ærlig med lytteren om, hvordan jeg bruger det (…) spørgsmålet er, om folk er mod AI, eller om de er selektivt imod AI i nogle situationer«.
Til Doja Cats kritik svarer han: »Hør, jeg elsker Doja, men hun lavede et dæmonisk album. Men jeg elsker hende stadig«. Til sidst konkluderer han sammen med TMZ-journalisten, at der ikke findes dårlig omtale.
