’Hana Korea’: Usædvanlig dansk film kunne have været virkelig spændende
FILM. Tiden går langsomt for en asylansøger. Og tålmodigheden betaler sig sjældent i det omfang, man havde regnet med.
Sådan er tilfældet i hvert fald for hovedpersonen i ’Hana Korea’, der er noget så sjældent som en dansk-sydkoreansk co-produktion med danske Frederik Sølberg i instruktørstolen og et koreansk cast.
Kvinden Hyeseon, baseret på en virkelig person, har taget flugten fra Nordkorea til det langt mere velstående og åbne naboland mod syd. Hun har været nødsaget til at forlade sin aldrende mor, som er dødeligt syg.
Håbet er, at hun i Sydkorea kan tjene penge nok til den dyre medicin, moren har brug for, og sende dem tilbage via den menneskesmugler, der hjalp hende over grænsen. Han skal bare også lige have sine penge først. De tager lang tid at skrabe sammen, når først hun er kommet fra integrationscentret og ud i samfundet, hvor hun knokler som tjener, mens hun studerer.
Langsomheden er et overlagt greb, som instruktør Frederik Sølberg også arbejdede med i sin dokumentariske debutspillefilm ’Doel’ fra 2018, der fulgte beboere og besøgende i en næsten forladt belgisk by.
’Hana Korea’ benytter ikke en lige så radikal minimalisme, som ’Doel’ gjorde med sine lange, statiske tableauer. Men filmen har samme tålmodige tempo, der indfanger alle pauser mellem replikkerne samt stilstanden før og efter enhver handling.
Fortælletempoet giver ’Hana Korea’ en melankolsk grundtone. Den styrkes kun af en skarp billedside i smukke blå toner og et atmosfærisk, udsvævende synthscore komponeret af den tidligere Mew-frontmand Jonas Bjerre.
Stemningsmæssigt minder ’Hana Korea’ dermed mere om den nedtonede danske migrantfortælling ’Lucky’ fra tidligere i år end om den stressinducerende, franske cykelbud-thriller ’Souleymane’s Story’ fra 2024.
I modsætning til ’Doel’, som bød på flere absurde scener, er der denne gang ikke megen humor til at bryde med stilstanden og alvoren.
Sølberg og medforfatter Sharon Choi (bedst kendt som Bong Joon-hos tolk) har forsøgt at indsætte nogle afslappede scener mellem Hyeseon og to venlige kvinder, som hun møder på integrationscentret og siden holder kontakten med. Men disse udramatiske stunder, hvor de for eksempel forsøger at puste tyggegummibobler, er mere kejtede end charmerende.
Filmens tilbageholdende gemyt passer godt til hovedpersonen, som det meste af tiden gemmer sine følelser væk. Både hendes indre liv og forbindelsen til Nordkorea formidles primært gennem en voiceover, hvor hun læser op af et brev til den mor, som hun forlod uden varsel og ikke længere er i kontakt med.
Undervejs begynder Hyeseon at antyde, hvilke grusomheder hun tidligere har oplevet. Det er nemlig ikke hendes første flugt fra Nordkorea. Hun har også tidligere befundet sig i en kinesisk provins, hvor hun boede hos en landmand, der udnyttede hende i en sådan grad, at hun også måtte flygte derfra.
En anden kvinde i ’Hana Korea’ fortæller, at hun har oplevet en lignende skæbne som flygtning i Kina. De to karakterer deler en indforstået tavshed, mens vi som publikum ville ønske, at de satte nogle flere ord på deres oplevelser.
Man savner i det hele tage at se fortiden udforsket mere end med antydende replikker. Måske endda med regulære flashbackscener? For Hyeseons forhistorie – og selve flugten – lyder egentlig mere interessant og dramatisk end hendes nye, stilfærdige start i Sydkorea.
Et større forståelse for de ting, hun er gået igennem, ville nok også gøre det nemmere at mærke de traumer og den skam, som den mutte hovedperson bærer rundt på i dag.
’Pachinko’-skuespiller Kim Min-ha leverer en kompetent, men også meget reserveret præstation i hovedrollen. Først i en af filmens allersidste scener får hun kortvarigt lov til at åbne helt op for sin smerte, sin fortrydelse og sin længsel.
Hun lader tårerne falde. Og pludselig mærker man den karakter og det indre drama, som længe har været svært at gribe om.
Havde vi fået mere af den slags tidligere, kunne ’Hana Korea’ have været en virkelig spændende film.
Kort sagt:
Frederik Sølbergs dansk-koreanske film om en flygtnings nye start i Sydkorea er flot og atmosfærisk. Men som publikum savner man at komme tættere ind på livet af den traumatiserede hovedperson.