Sam Smith kommer med tomme trusler på det pladerromantiske ‘Hazel Eyes’
ALBUM. Af og til sker der noget helt vildt irriterende på Sam Smiths nye album, ‘Hazel Eyes’.
Det kan være, når nummeret ‘Thief’ får besøg af et lækkert, stemningsfuldt orgel. Det kan være overraskende intense backingvokaler på ‘Oh Mother’. Det kan være Smiths egen vokal, der rammer falsetten lige i øjet på ‘Moondance’, mens guitaren lyder som en motor, der gearer op til at skulle give den gas.
Hvorfor er det så irriterende, tænker du måske? Det lyder jo til forveksling som komplimenter. Men det er irriterende, fordi albummet i disse glimt truer med rent faktisk at blive interessant. En trussel, der aldrig bliver indfriet.
Smith har selv beskrevet ‘Hazel Eyes’ som et meget personligt album. På papiret er det da også et skrøbeligt værk om kærlighedens storhed formidlet af en følsom sjæl, der på et nærmest spirituelt plan bliver løftet af den, hvorfor tilstedeværelsen af adskillige greb fra gospel og sydstatssoul giver god mening.
Men man behøver ikke at kunne sin Al Green eller Otis Redding på rygraden, før det er tydeligt, at det er en nedvandet udgave af genren, hvor instrumentalisterne kun glimtvis får lov til at gøre noget vovet. Hvor håndklappene og den elektriske bluesguitar, der lader musikken vise tænder på numre som ‘Oh Mother’, aldrig bliver nær så repræsentativ som sukkersødt længselsfulde ‘Hazel Eyes’, der vokser sig så svulstig, at det tangerer det vamle.
Så snart den dejligt knasende guitar på ‘Hold On’ har gjort, at følelserne på andet omkvæd rent faktisk gør lidt ondt, er det som om, den aldrig har været der. I stedet kulminerer det i endnu en bombastisk gospelproduktion, hvor meddelelsen »hold on« atter føles som den kliché, man lige var begyndt at tro, det ikke ville være.
Da Sam Smith for over et årti brød igennem, havde jeg aldrig gættet, at de ville have så meget staying power, som de har haft. I skrivende stund er de nummer 47 på Spotifys rangering af platformens mest populære kunstnere.
Med det for øje er det påfaldende, at deres kunstner-top-10 samtidig er totalt blottet for dette albums singleforløbere. Og det ville da også være synd at påstå, at nogen af sangene fra ‘Hazel Eyes’ er lige så umiddelbare eller catchy som en ‘Stay With Me’ eller ‘Dancing With a Stranger’.
De er i stedet selvhøjtidelige og pladerromantiske. Et ømt, velklingende violinstykke knap fire minutter inde i den pseudo-folksy ‘Constant Companion’ kan simpelthen ikke redde sangskrivningen fra, at kærlighed dårligt kan beskrives på en mere floskelfyldt og uinspirerende måde end det, som dette album gang på gang disker op med: »When the good old darkness comes, I will keep you safe within my arms«, lyder en linje fra selvsamme sang.
Og så er det ikke engang ørehængere!
Kort sagt:
Sam Smiths nye album flirter med gospel og sydstatssoul, men mest påfaldende flirter det med rent faktisk at være interessant, uden at det nogensinde går distancen. For at gøre det endnu værre, er det Smiths mindst catchy samling sange til dato.