’President Curtis’: Holder man af ’Rick & Morty’, vil man også nyde dens spinoff
SERIE. Jeg tror, jeg kan tælle på én hånd, hvor mange oprigtigt gode spinoff-serier jeg har set.
‘Cheers’ affødte ‘Frasier’, ‘Breaking Bad’ affødte ‘Better Call Saul’, ‘Star Trek’ affødte ‘The Next Generation’, ‘Buffy’ affødte ‘Angel’.
Og ud af ‘Rick and Morty’ er nu kommet ‘President Curtis’.
Hvis man er vild med den rapkæftede, metarefererende, ubernørdede og fast-pacede stil, som Dan Harmon med sin animationsserie nærmest har gjort til en videnskab siden 2013 (og som serier som ‘Solar Opposites’ og den kortlivede ‘Inside Job’ til en vis grad har imiteret), vil man med stor sandsynlighed også nyde ‘President Curtis’.
Vi følger den tidligere bikarakter og Ricks on/off nemesis President Curtis (Keith David), der – i modsætning til visse andre mennesker i samme jobstilling – kæmper med næb og klør for at beskytte de amerikanske borgere for alverdens dårligdomme, heriblandt vampyrer, water witches, franskmænd og Bermudatrekanten.
Det er ikke den mest bureaukratisk orienterede præsident i verden, men til gengæld er han rimelig godt skåret og klar til at karatehugge en varulv, hvis det skulle være. Så mindre ‘The West Wing’ og mere ‘Buffy’.
Ved sin side har han sin nye stabschef (der vistnok er halvt cyborg) Roe Banks (Stephanie Beatriz) og bodyguarden (der er halvt leprechaun) Special Agent Francis O’Doyle (Jim Rash). Trioen møder på daglig basis et utal af uventede overnaturlige trusler, som det tilsyneladende kun er den demokratisk valgte amerikanske præsident, der kan overvinde. Man skulle ellers tro, det var den slags gigs, en gut i hans position kunne uddelegere, men nej, Curtis er en handlingens mand, og sådan er det.
Humoren er, som man kender den fra ‘Rick and Morty’. Der er flere jokes i minuttet, end en almindelig dødelig er i stand til at registrere, fordi de oftest kommer med en indbygget kulturel eller historisk reference, som man lige skal gennemtrawle sin hukommelse for at afkode. I mellemtiden har de fyret fem andre jokes af, men det gør jo bare serien til et fantastisk fremtidigt rewatch.
Jeg er enormt underholdt undervejs og oplever også nogenlunde samme intellektuelle udfordring som med forgængeren, der giver mig en (falsk og midlertidig) form for overlegenhed. Primært når jeg rent faktisk fanger og fatter en joke, men selv når det går for hurtigt til, at mit stakkels lille hoved kan følge med, kan jeg stadig narre mig selv til at tro, at jeg er med i klogeklubben.
Men til syvende og sidst lykkes det dog ikke helt for ‘President Curtis’ at hamle op med sin forgænger.
For den har i løbet af sine første fem episoder endnu ikke gravet sig frem til det lag af dybde, man kunne have håbet på, og som man efterhånden forventer af et Harmon-værk. Den mangler emotionel gennemslagskraft, lidt eksistentialistisk angst, et gran filosofisk undren – nogle af de prisværdige ingredienser, der gør ‘Rick and Morty’ til en perfekt bingoplade af en serie, hvor man sidder med hjertet i halsen og hjernen på væggen.
Men mindre kan også gøre det. ‘President Curtis’ er underholdning for fulde gardiner. Der er en smittende fortællerglæde, et højt niveau af uforudsigelighed og en imponerende kadence af højkaliber jokes, der indtil videre har lokket mig tilbage til HBO hver mandag.
Kort sagt:
Selvom den ikke når op forlægget ‘Rick and Morty’s niveau, er ‘President Curtis’ stadig et stærkt bud på en spinoff. Kadencen og kvaliteten af jokes er høj, stemmeskuespillerne har komisk timing en masse, og fortællerglæden stråler.