Den selvbyggede højtaler, der sendte tre gymnasievenner ud på en af dansk erhvervslivs vildeste rejser, får nu sin egen historie på det store lærred.
Den kommende film med den oplagte titel ’Lyden af succes’ er løst baseret på den virkelige historie om vennerne bag Soundboksen.
Udgangspunktet er noget, de fleste af os kan nikke genkendende til: en god idé på Roskilde Festival med en lidt for høj promille.
Tre venner tager i 2015 en hjemmebygget højtaler med på Roskilde Festival uden den mindste idé om, hvad der venter dem. Da idéen bliver til forretning, må de spørge sig selv, hvad succes er værd, hvis den truer med at koste deres venskab.
Bag filmen står instruktør og manuskriptforfatter Charlotte Brodthagen, der sidste år fik ros for sin debut, ’Ingen kære mor’.
»Jeg drømmer om, at publikum går ud af biografen med en fornyet tro på deres egne drømme og med en påmindelse om, at det vigtigste i livet sjældent er det, vi opnår, men dem vi deler det med«, siger hun i en pressemeddelelse.
I rollerne som de tre drenge står tre relativt ubeskrevne navne: Milo Campanale, som debuterede i ungdomskomedien ’Jomfruer fra rummet’, spiller Jesper, mens Osvald Sand Pedersen får sin spillefilmdebut som Hjalte. Ask Berntsen, der senest var aktuel i ’Rejseholdet – det første mord’, fuldender trekløveren.
Navne som Gustav Giese, Iben Dorner og Christian Tafdrup er også på rollelisten.
’Lyden af succes’ er gået i optagelse nu og forventes at få biografpremiere i sensommeren 2027.
