Tidligere denne uge bragte Soundvenue en nyhed om, at Mary J. Blige, et af 90’ernes største r’n’b-ikoner, havde reklameret for AI-musiktjenesten Suno. I reklamen blev hun præsenteret for en Suno-genereret Mary J. Blige-sang, som hun reagerer på med et nonchalant »Det er ret dope«.
Så nonchalant at det ikke lød som om, hun mente det, hvilket Soundvenues Rasmus Weirup da også påpegede i sin dækning af historien i onsdags.
Og nu viser det sig nemlig også, at Blige aldrig godkendte, at reklamen skulle lanceres. Det rapporterer Variety.
»Vi indgik en forretningsaftale med nogen, der udgav sig for at være fru Bliges officielle repræsentanter«, fortæller en repræsentant fra Suno. »Så snart vi erfarede, at det ikke var tilfældet, og at fru Blige ikke var komfortabel, afsluttede vi reklamekampagnen«.
Suno skriver endvidere »Fru Blige er et ikon, som vi alle beundrer dybt. Lige siden hun brød igennem med ‘What’s the 411’, ‘No More Drama’, ‘The Breakthrough’, ‘Growing Pains’, og så videre, er hun aldrig stoppet med at udvikle sig. Det er derfor, vi ville arbejde med hende«.
Er der lidt smuk ironi over, at Sunos reklame fremviser en efterligning af Mary J. Bliges stemme, og at de så selv bliver snydt af nogen, der efterlignede hendes repræsentanter? Ja, det er der.
