A24 MUSIC. Det amerikanske filmselskab A24 har op gennem 2020’erne cementeret sig som et af de mest markante og toneangivende nye filmselskaber længe og blev ved Oscar-uddelingen i 2023 det mest nominerede af filmselskab med hele 18 nomineringer.
Nu er filmselskabet lige så stille ved at skabe sig et brand i musikkens verden. I 2021 stiftede de deres eget pladeselskab, A24 Music, der siden da primært har udgivet musikken fra deres film, men som de nu er begyndt at signe rent musikalske artister til.
Det er egentlig ikke så usædvanligt igen, at et filmselskab også har et pladeselskab. Mange af de store pladeselskaber – som for eksempel the big three, Universal, Warner og Sony – udspringer af filmselskaber og store mediekonglomerater, men det føles alligevel som noget særligt, når et indie-studie som A24 gør det.
Fordi de har den størrelse og det brand, de har, føles det mere som den samme afsender end Sony eller Universal. A24 har desuden længe repræsenteret et særligt fokus på musikken omkring deres film og har nu fundet tre kunstnere, der på hver deres måde taler ind i den æstetik, A24 repræsenterer.
To verdener mødes
A24 har længe gjort sig bemærket i sammenstødet mellem film- og musikverdenen på flere måder. For det første bliver deres soundtracks ofte behandlet som værker i egen ret, som da Pitchfork udnævnte Daniel Lopatins aka Oneohtrix Point Nevers retrofuturistiske ’Marty Supreme’-soundtrack til Best New Music, umiddelbart som det første filmscore nogensinde.
Derudover har A24 haft en imponerende sans for at booke tidens hotteste musikere til at bidrage til deres film. For eksempel blev musikken til ’I Saw the TV Glow’ ikke bare komponeret af singer/songwriteren Alex G, den indeholdt også features fra indieverdenens stjerner som Caroline Polachek og Phoebe Bridgers. Sidstnævnte havde i øvrigt en kort cameo i filmen og er nu aktuel som fuldbyrdet skuespiller i ’Primetime’ med Robert Pattinson i front.
Det er nemlig ikke kun på lydsiden, at A24 blander de to verdener. Udover Phoebe Bridgers har filmselskabet vist musikere som ASAP Rocky, Halsey, Kid Cudi og Moses Sumney på skærmen. De stod desuden for produktionen af Charli XCX-mockumentaryen ’The Moment’ og er i skrivende stund ved at producere Frank Oceans instruktørdebut.
A24 var desuden distributør på remasteren af Talking Heads’ ikoniske ’Stop Making Sense’-koncertfilm i forbindelse med dennes 40-års jubilæum, og de faciliterede ovenikøbet et hyldestalbum med både mainstream-gæster som Lorde og Miley Cyrus samt mere nichede acts som Blondshell, Teezo Touchdown og Kevin Abstract.
A24 har tilsyneladende fingeren på pulsen, når det kommer til (særligt indie-)musikken, og nu begynder de lige så stille at udgive selvstændige kunstnere. A24 Music er ved at blive et fuldbyrdet pladeselskab i egen ret. Så hvilken slags pladeselskab tegner det til at blive? Hvilken type kunstnere repræsenterer de? Og hvordan taler det ind i deres profil som filmselskab?
Hvis ’Backrooms’ var et pladeselskab
Indtil videre har det nye indie-label signet tre artister, der på hver sin måde lyder lidt som noget, man kunne høre i the backrooms. Ligesom mange af A24’s film har musikken en liminal kvalitet, hvor det føles lidt som om, det kommer fra en øde dimension, hvor alt lige er en lille smule off. Som om alt virker til at være fint på overfladen, mens der lurer en ængstelighed under.
Den første kunstner til at blive udgivet på det nye label var engelske Mark William Lewis, hvis selvbetitlede debutalbum lyder, som hvis Edward Hoppers ’Nighthawks’ var et album. Hans folk-noir-guitarcollager ligger et sted mellem King Krule og Leonard Cohen og lyder som noget, man hører på et røgfyldt værtshus en regnfuld søndag i en David Lynch-(eller A24-)film.
Musikken består af skarpe, hypnotiserende guitarer, fjern mundharmonika og Mark William Lewis’ slæbende vokal, der maler mikrodramaer over de overskyede, musikalske vidder. »You wait a little while for the apology / You had a little cry in the backseat / Now you know why you shouldn’t trust me«, synger han på ’Socialising’.
Nummer to i det nye pladeselskabs fold er den elektroniske newyorker-duo Ear. Hvis man nogensinde har været på Aros i Aarhus og oplevet Pipilotti Rists ’Daggrystimer i naboens hus’ (den der stue i kælderen, hvor man gennemgår et døgn på otte minutter), så har man et nogenlunde indtryk af Ears musik.
Til trods for at være elektronisk musik er der en ret analog stemning over deres plade ’Rumspringa’ fra foråret. Med små, legetøjsagtige synths, spilledåselyde, akustisk guitar, og hvad der lyder som fragmenter af gamle videoklip, lyder deres hypnagogiske elektropop lidt som en forvrænget collage af barndomsminder. Særligt et nummer som ’Will’ lyder som om, man bevæger sig længere og længere ind i underbevidstheden på en anden person.
Det virker ikke umiddelbart til, at A24 går efter at lave de næste store mainstream-gennembrud – andet havde sådan set også været mærkeligt. I stedet er de i gang med at skabe et pladeselskab, der skal stå selvstændigt som den musikalske dimension af deres kultiske univers. Et rum for kunstnere, der er lige så æstetisk skarpe som deres film, og som er mere fokuseret på at skabe sanselige oplevelser frem for hits. Og så igen …
Mainstreamens grænseland
Med deres seneste satsning, Sophia Stel, går A24 nemlig ind i den lidt mere tilgængelige del af indiepoppen. Stel blander triphop og hyperpop og ligger ikke langt fra den elektroniske, autotunede lyd, der præger store dele af den alternative popscene i dag, og hun har sågar varmet op for Lorde på dennes ’Ultrasound’-turné tidligere i år. På fredag udgiver hun sit debutalbum, der i al beskedenhed har fået titlen ’The Greatest Album of All Time’.
Musikken består af følelsesladede, synthbårne klubproduktioner med stærke melankolske understrømme. Med sangtitler som ’Molly In the Club’ og ’Bitches Talk Shit’, der nærmest lyder som noget fra et Future-album, lyder det umiddelbart selvsikkert på overfladen, men rummer både jalousi og usikkerhed: »Jealous bitches finish never / I think we should stick together now«, »I’ve been quiet most my life, but some days I just feel like being loud«.
Og lige sådan er albumtitlen et forsøg på at modkæmpe usikkerhed: »En af mine største udfordringer – og grunden til, at det tog så lang tid for mig at udgive musik, når jeg har lavet det så længe – er selvtillid. Albumtitlen handler om en beslutning om at være absurd selvsikker«, fortæller hun i Vogue.
Selvom hun nok er pladeselskabets mest mainstream-venlige act, giver hun stadig samme følelse af at bevæge sig i en form for grænseland, hvor det virker som om, noget ikke er helt, som det skal være. Blandt andet gennem sine albumcovers, der ligner et udpluk af hendes personlige kamerarulle og derved har en lidt found footage-agtig stemning.
Som pladeselskab tegner A24 Music indtil videre til at blive en form for hyper-indie-label med en unik evne til at bevæge sig i grænselandet mellem mainstream og undergrund. Lidt a la Escho herhjemme, der huser navne som Iceage, Smerz, Astrid Sonne og Fine.
A24 viser sig endnu en gang som et visionært foretagende med en klar æstetik. Mark William Lewis, Ear og Sophia Stel repræsenterer samme stilsikkerhed, som filmselskab er kendt for, og pladeselskabet har en glimrende track record indtil videre. Nu skal de bare holde kadencen.
Sophia Stels ’The Greatest Album of All Time’ udkommer 16. oktober. Mark William Lewis kan opleves i Pumpehuset 22. oktober.