Det er ambivalensen, der gør Østens ‘Når vi taler om solen’ til noget helt særligt
ALBUM. Det afsluttende nummer på Østens debutalbum, ’Daylight’ fra 2024, ’Koldt vand’, var et klimaks af de helt store; en druknedød, der var mindst lige så fysisk, som den var eksistentiel.
For aarhusianske Østen med det borgerlige navn Østen Fage Christoffersen forstår at få de store, isnende følelser ud gennem usødet lyrik og svulstige arrangementer, som er en Spielberg-film værdige.
Det gælder stadig på hans andet album, ’Når vi taler om solen’, som atter er et dramatisk og indadskuende studie i popsangskrivning, der forener fængende melodier med flossede følelser. Alligevel er det som om, sigtet er et andet.
Frem for at tage et opgør med familieforviklinger og rodløshed prøver Østen nu at vælge glæden. Selvom der kan være meget godt i vente, kan følelsen af zen og fuldkommenhed alligevel være svær at finde ind i for singer/songwriteren.
På den stærke førstesingle, ’Jeg vil have det hele’, som vi kårede til sidste års bedste danske sang, kræver Østen, hvad end han kan få af livet. Om han så skal være crash test dummy for en lumsk skæbne, er der ikke noget, der kan få ham til at holde sig tilbage: »Som i intet med måde«.
Det er følelsen af at være magelig – nærmest lykkelig – og så alligevel mangle det ekstra skub, der gør livet til andet end en bunden opgave. »Det’ svært at se noget for fucking træer«, synger Østen med sin klangfuldt lyse stemme på den Sufjan Stevens-klingende ballade ’Sig jeg tager fejl’, hvor en intimt metallisk guitar danner grobund for tvivlen og troen.
Det interessante ved ’Når vi taler om solen’ er nemlig, at det ikke er den naturlige, solskinsvarme pendant til ’Daylight’s kolde terapilampe.
Lykken tilsmiler Østen på et Guldimund’sk relationspop-nummer som ’Helt tæt’, men selvom kæresten ligger ved siden af ham, kræver det sit at give sig hen. »Og natten var lidt stejl, men dagen den er ny, lad os tage det hen ad vejen«, synger han og anerkender samtidig sin egen melankolske besværlighed.
De storladne produktioner formår i denne omgang at forløse de modsatrettede følelser, der rumsterer i Østens tekster. Førnævnte nummer går fra mørke guitarlinjer og stiger til et mastodontisk crescendo, hvor vokal, saxofon, klaver og elektroniske elementer understreger en underliggende desperation.
Sammen med sin tætte samarbejdspartner Frederik Thaae putter Østen følelserne i musikalsk fremkaldervæske, så man ikke behøver at være særligt sensitiv for at fatte, hvad der er på spil.
Det er lidt af en præstation, at ’Når vi taler om solen’ kan være så ligefrem og stadig gå i en forholdsvis stor bue udenom det banale. Blandt pladens numre er den varmt åbenhjertige ’Du gør mig glad’ det klart mest lystige og nok også Østens mest ukomplicerede kærlighedserklæring til dato.
Lige der passer linjen fra ’Hvor svært kan det være?’ om at have det »nemt med det svære, men svært ved at være« ikke, men det er for mig den ambivalente følelse, der gør albummet vedkommende.
Sørgmodigheden kommer igen på den afsluttende sang, ’Minder om dig’, som veksler mellem rumklangstungt guitarspil og hvirvlende lag af saxofoner. Det tænksomme står klos op af det majestætiske, og Østen viser sig som den store iscenesætter, da albummet slutter brat efter sidste linje.
Kort sagt:
Østen er en melankolsk sjæl, der på sit andet album formår at balancere sin hang til mørket med en lyst til lyset. ’Når vi taler om solen’ giver plads til gråd, dopaminsus og tilværelsens vilkårlighed.