I Royal Arena viste Saveus, at han er klar til at være Martin fra Ørum igen
KONCERT. Det er slet ikke altid, at det virker oplagt at placere en dansk kunstner eller band i Royal Arena. Det store skrummel af en multihal kan ikke måle sig med for eksempel Store Vegas funktionalistiske arkitektur og intimitet. Det er nemt at blive væk i Royal Arena, men Saveus’ maksimalistiske sange har størrelsen til at blive set fra de bagerste rækker.
Martin Hedegaards himmelstræbende projekt har hele tiden handlet om at flyve tættere på solen: mere klimaks, mere vokal, mere gospelkor. Men 34-årige Hedegaard gjorde sit for at tage andre med på rejsen. Soleima – som også havde spillet opvarmning – var en overraskende stand-in for Gilli på den latin-poppede ’Verden vågner’ med sin lyse, let nasale klang, men vokalkemien var i kontrasterne.
Og hvis det ikke var nok Saveus (Extended Universe) for en aften, så kaldte Hedegaard en vis Simon Kvamm på scenen.
Den garvede entertainer fik Saveus’ gennembrudshit, ’Levitate Me’, til at lyde helt Nephew’sk. Han og Soleima stod for de første par vers, mens Hedegaard, der var ét stort, ekstatisk smil, spillede pulserende synth.
Mødet mellem de tre ’Simon Siger’-kammerater gjorde mine bange anelser om koncerten til skamme. Saveus’ musik er mastodontisk som en mellemstor katedral, og numrenes klimakser udligner tit hinanden. Derfor var det gennemtænkt at invitere venner fra den dansksprogede musikscene med, så et moment kunne få lov til at stå ud fra de andre.
Koncerten blev indledt af den håbefulde (og ganske afdæmpede) ballade ’We Let You In’, før første hoppetur – helt i performanceguruen Kristian Kochs ånd – kom efter cirka fire sange og ti minutter med det tidlige pletskud ’Everchanging’, hvor man kunne mærke det lille glimt i øjet, Hedegaard har haft, siden han blev landskendt som »Martin fra Ørum« i første sæson af ‘X Factor’.
Hedegaard fik bragt showet tættere på sit hjem i det midtjyske, da han sang en dansksproget udgave af nummeret ’Lines (There’s a Tree Where I’m From)’ fra det ellers engelske hjemstavnsalbum ’Loveflow’. Den oversatte tekst om hjemstavnstræet stod ikke knivskarpt i rim og rytme, men det viste en vilje til at give modersmålet et skud, ligesom den nye single ’Alle er lost før de finder hjem’ gjorde en god figur i selskab med en energisk Marq, hvis skarpe flow umærkeligt vandt publikums gunst.
Den eksplosive sjæler ’Tusinder af farver’ blev fremført med hjælp fra Jada, så det lød, som om de to aldrig havde lavet andet end at synge på dansk. På modersmålet fik Saveus et hidtil uset nærvær.
Rundtomkring, også på absolut bagerst parket, hvor jeg befandt mig, var publikum begyndt på den obligatoriske »åhhh, jeg kuuuu’, smadre noget«. Da de endelig fik lov til at høre landeplagen, var de passionerede og faktisk også lidt befippede ansigter på storskærmene et smukt bevis på, at nummeret, selv uden Guldimund til at synge om Dolce & Gabbana-toppe og blå Ga-Jol, har sat sig fast i folkesjælen på en måde, så folk glemmer sig selv.
Koncertens store indsigt var på den måde, at vi vil komme til at høre mere til Saveus på dansk i fremtiden. Til knægten fra den lille midtjyske by, der ligger angstfuld på en mark i sangen, alle nu kan synge med på.
Selvom størstedelen af koncerten bestod af bagkatalogets velkendte, stratosfæriske sange, lå der en lille revolution i de dansksprogede indslag. Da Hedegaard præsenterede den pompøse ’Himalaya’ og spurgte os, om vi viste, hvor vi skulle hen, var jeg først sikker på, at han råbte »Himmerland!!!«.
Det skulle vise sig, at jeg havde hørt forkert. Men næste gang …
Kort sagt:
Saveus mødte op i Royal Arena med vanlig sans for de store virkemidler, men viste, at han er klar til at være Martin fra Ørum igen. De dansksprogede sange havde i troværdighed, hvad bagkataloget havde i pompøsitet.
