Det er den lyksalige tid på året, hvor bladene falder af træerne, og biograferne bliver fyldt med alskens gyserfilm. Med andre ord: Det er tid til Blodig Weekend.
Horrorfilmfestivalen stavrede frem fra tusmørket i 2012, hvor Cinemateket og Husets Biograf lagde vægge til de skrækindjagende oplevelser på det store lærred.
Siden har Blodig Weekend fået vokseværk, så festivalen i år er til stede i København, Aarhus, Aalborg og Odense. I det fynske samarbejder festivalen desuden med den lokale Skrækfest for at garantere de mest optimale gyselige rammer.
Ud over film kan de besøgende glæde sig til den traditionelle Blodig Weekend Filmquiz samt Collector’s Market, hvor du kan finde den manglende film, der fuldender din giallosamling, eller merchen til din horrorbuddy. Begge dele finder sted i Empire Bio på Nørrebro.
Men omdrejningspunktet er selvfølgelig filmene, og i år kan man sagtens gå efter sikre vindere som ’Scream’ eller ’From Dusk Till Dawn’, der begge bliver vist i anledning af deres 30-årsjubilæum. Ditto med ’Cannibal Holocaust’, ’Pet Sematary’ eller forpremieren på julemandsvoldsfilmen ’Violent Night 2’, der endda får besøg af den gale norske instruktør Tommy Wirkola (’Død sne’) selv.
Men der er også en god række film, som ellers aldrig ville se indersiden af en dansk biograf, hvis ikke det var for Blodig Weekend.
Og det er de mest spændende af disse, vi vil anbefale her. Fra amerikansk splat til sydkoreansk vanvid og den franske film, der gør alting en tak mere brutalt end alle andre.
1. ’Faces of Death’
Vi lægger ud med festivalens åbningsfilm.
Instruktør Daniel Goldhabers (’Cam’) nyeste er en smart gentænkning af de originale ’Faces of Death’-film, der blev berygtede for at kombinere virkelige optagelser af folk, der dør, med fake mord. Hvor rygterne dengang tilbage i slut-1970’erne gik på, at det var virkelige snuff-optagelser, er vi nu klogere på pseudodokumentarerne i mondo-genren.
I den nye ’Faces of Death’-film følger vi Margot (’Euphoria’-stjerne Barbie Ferreira), som er moderator for den TikTok-lignende app Kino. En dag falder hun over mordvideoer, der virker til at være inspirerede af de gamle ’Faces of Death’-film. Kan hun stoppe morderen, før han får fingrene i hende?
Bonusinfo: Hold godt øje med Charli XCX som en af Margots kolleger.
’Faces of Death’ kan ses onsdag den 11. november i København, Aarhus og Aalborg.
2. ’Ghost in the Cell’
Årets publikumsdarling på Blodig Weekend kan meget vel være Joko Anwars overnaturlige horrorkomedie ’Ghost in the Cell’, en fed titelparafrase på animeklassikeren ’Ghost in the Shell’.
Den indonesiske film handler om journalisten Dimas (Endy Arfian), der graver i sagen om nogle døde minearbejdere ved en ulovlig mine på Borneo. Da hans chef bliver myrdet, falder mistanken på Dimas, og han bliver smidt i fængsel.
Der går ikke lang tid, før en mystisk entitet begynder at slagte sig vej igennem fængslet. Måden, man undgår at blive dets offer på, er kosteligt underholdende og kills’ene eminent blodige. Kombineret med en skarp samfundskritik er ’Ghost in the Cell’ et fortræffeligt must-see.
’Ghost in the Cell’ kan ses fredag den 13. november i Odense og lørdag den 14. november i København og Aalborg.
3. ’Colony’
Hvad får du, hvis du krydser ’Train to Busan’ med ’The Last of Us’?
Svaret er ’Colony’, hvor en gruppe mennesker bliver fanget i en stor bygning under et biologisk angreb. En forsker er rasende over at få sin forskning plagieret og tager derfor hævn. En speciel form for slimsvamp er våbnet, som hensætter de inficerede til et primitivt stadie, hvor de angriber alt og alle, der ikke er en del af svampekollektivet.
Det er ’Train to Busan’-instruktøren Yeon Sang-ho, der står bag actiongyseren, som kører i samme afsindige tempo som gennembrudsfilmen.
’Colony’ kan ses søndag den 15. november i København og Aarhus.
4. ’Onslaught’
Adam Wingard er efterhånden blevet en habil actiongyserveteran, der uden problemer veksler mellem mindre indiefilm (’You’re Next’, ’The Guest’) og store studiefilm (’Godzilla vs. Kong’, ’Godzilla x Kong: The New Empire’).
’Onslaught’ befinder sig et sted midt imellem.
Den hårdkogte actionfilm foregår i samme univers som ’You’re Next’ og ’The Guest’ og går dybere ned i loren omkring de følelseskolde supersoldater fra det skumle KPG.
Nazi-videnskabsmanden Hans Kammler (Dan Stevens) har kreeret tre nær-uovervindelige supersoldater, der undslipper fra den militærbase, hvor de bliver testet. Deres altudslettende hærgen fører dem til en trailerpark, hvor den tidligere snigskytte Celeste (Adria Arjona) er bestyrer.
Det er ren ’Assault on Precinct 13’, bare på Red Bull og steroider – og med en hulens masse afrevne lemmer.
’Onslaught’ kan ses fredag den 13. november i København, lørdag den 14. november i Odense og søndag den 15. november i Aarhus.

5. ’Sanguine (Species)’
Det ville ikke være en rigtig Blodig Weekend, hvis der ikke var en fucked up fransk film på plakaten.
Denne gang er det ’Sanguine (Species)’ af instruktør Marion Le Corroller. Filmen har været forbi både Cannes og genrefilmfestivalen Sitges, hvor den har fået stor ros.
Vi følger den aspirerende læge Magot (Mara Taquin), der arbejder på en skadestue, hvor stress konstant truer med at knække nakken på hende. Pludselig begynder hun at bløde uden at dø, hendes hud skræller af, og temperamentet bliver mere og mere aggressivt.
Flere unge begynder at melde deres ankomst på skadestuen med lignende symptomer, og vi får hurtigt fornemmelsen af, at en vredesepidemi er under opsejling. Tilsat lidt samfundskritik om arbejdslivets betingelser er ’Sanguine (Species)’ en body horror, som står på skuldrene af Julia Ducournaus ’Raw’ og Coralie Fargeats ’The Substance’. Bare vildere.
’Sanguine (Species)’ kan ses torsdag den 12. november i København, fredag den 13. november i Odense og Aalborg samt lørdag den 14. november i Aarhus.
