‘Illumineret’ er Kundos mest radikale stilskifte til dato

Kundo viser en ny side af sig selv. Men han er stadig bedst som rapper.
‘Illumineret’ er Kundos mest radikale stilskifte til dato
Kundo. (Foto: No3)

TRACK. Indvarslingen af den »mørke december« havde jeg måske satset på ville komme fra mere højtidelige stemmer som Aphaca eller The Minds of 99. Men i år skulle den åbenbart komme fra Kundo.

Med sin akustiske intro og sit alternative indierock-mellemspil klinger ’Illumineret’ da også mere af Aphaca og Minds end den conscious rap, Kundo oprindeligt slog igennem med.

Selvom Kundo gang på gang har vist, at han er en både kompromisløs og talentfuld rapper, så virker det til, at han ikke lader sig begrænse til at være kun det.

Kundo har aldrig været bange for at vise de poppede sider af sig selv, eksempelvis på sine Thor Farlov samarbejder og senest på den Foster the People-klingende ’Shen Mao’.

Det her er dog alligevel et mere radikalt stilskifte, hvilket er usædvanligt for én, der først for relativt nylig har cementeret sig som en af landets store nye rappere.

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

’Illumineret’ er sådan set et udmærket poprock-nummer om at finde lys i mørket og overvinde sine indre kampe. Der er ørehængende omkvæd og guitarhooks, der helt sikkert nok skal lægge op til fællessang i en live-setting.

Højdepunktet kommer dog i de næsten Radiohead-agtige mellemspil fra Anton Westerlin og Marius Iversen, hvor man tydeligt kan høre det håb og den katarsis, Kundo finder midt i decembermørket, når han inderligt næsten råber: »Jeg er illumineret!«.

Det er ikke, fordi Kundo ikke kan bære sådan et nummer, men når man tager hans øvrige bagkatalog i betragtning, så virker hans stemme mere selvsikker i en hiphop-kontekst, end den gør her.

’Illumineret’ viser måske nok endnu en gang, hvor ambitiøs og nysgerrig Kundo er. Men den viser også, at han stadig er bedst som rapper.

Til dig, der kan lide: At prøve noget nyt. At finde lys i mørket. The Minds of 99. Aphaca.

Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af