Eminem ‘The Marshall Mathers LP 2 ‘

Bare det at nævne Rick Rubins navn kan vække optimisme for et album, og sådan var det også, da verden fik at vide, at produceren skulle spille en stor rolle på Eminems opfølger til ’The Marshall Mathers LP’ fra 2000. Den solide, om end ikke ligefrem nytænkende single ‘Berzerk’, hvis lyd er en tro kopi af Rubins produktioner fra Beastie Boys’ ‘License To Ill’ fra 1986, antydede et stilskifte.

Men her er snarere tale om et fravær af stil end et stilskifte. Eminem har lavet et fuldstændig kaotisk album, hvis eneste røde tråd er Detroit-rapperens hurtige, mekaniske flow, der (på trods af teknisk nærperfektion) hakker sig ret så upersonligt og næsten remseagtigt gennem albummet. Måske er den her distancerende stemmebrug den væsentligste forskel fra det første ’Marshall Mathers’-album. Dengang lød Eminem næsten smertefuldt personlig og menneskelig. Nu lyder han som en, der prøver at vise, at han er god til at rappe.

Læs også: Se videoen til Eminems ‘Berzerk’

Sange som ‘Berzerk’ og ‘Rap God’ antyder allerede i titlerne, at de er tænkt som raptekniske magtdemonstrationer og fungerer godt som sådanne på trods af, at omkvædene stedvis er tåkrummende: »They say I rap like a robot, so call me rap-bot«. Sammenlignet med Kanye Wests tordnende »I am a God!« er Eminems »I’m beginning to feel like a rap God, rap God« måske ikke så overbevisende, men albummet dykker først for alvor, når rockrap-lyden fra det forrige, frygtelige ‘Recovery’-album reproduceres på ‘Survival’ og ‘Asshole’. Gigantiske, larmende beats buldrer frem, mål- og planløst som jordskred, mens melodramatiske kvindestemmer synger højstemte omkvæd. Midt i støjen står Eminem og snerrer.

Læs anmeldelse: Eminem ‘Recovery’

Men hvad med Rick Rubin? På det første Eminem-album uden Dr. Dre-produktioner havde man forventet meget af den storskæggede herre. Men producerens ‘So Far’ og ‘Love Game’ er spektakulært bizarre kreationer. Rubin har simpelthen sammenbrygget et par døsige country-rap-beats, der gynger mageligt af sted, mens Eminem, som sædvanligt, hamrer af sted i dobbelt og tredobbelt tempo. På ‘Love Game’ laver han blowjob-lyde, mens han på ‘So Far’ rapper den her ufrivilligt komiske linje: »No disrespect to technology / but what the heck is all of these buttons?« Og det her foregår altså over et sample af Joe Walsh’s rocknummer ‘Life’s Been Good’. Kaos!

Læs også: Guide: Syv af de mest kontroversielle hiphop-sange gennem tiden

Som på alle nyere Eminem-album er der geniale øjeblikke. ‘Bad Guy’ er et fascinerende virvar af fortællestemmer, der blandt andet tæller Stans lillebror, og også på albumafslutteren er der identitetsforvirring. Her møder vi Eminems onde tvilling, der afslører: »We are the same, bitch«.

Men, spørger man sig selv, hvem af de to tvillinger er mon ansvarlig for det totale kaos, der ligger mellem de fascinerende åbnings- og slutnumre?