Anders Trentemøller åbner gangdøren til sit studie iklædt sin stereotype ‘Trentemøller-uniform’: Sorte lædersko, sorte jeans og sort t-shirt. Han holder hånden op foran ansigtet, idet hans mørkevante øjne blændes af sommersolen.
Den indadvendte musiker har i over et år isoleret sig til langt ud på natten under udarbejdelsen af sit seneste album ‘Lost’. Han har, som albumtitlen antyder, følt sig fortabt, mens han har siddet krumbøjet over klaveret eller foran computerskærmen med ryggen til verden og penslet nye lydmalerier sammen.
Hans lange, sorte pandehår har hængt ned over tangenterne, som et vandfald af mørke tanker, der har fosset ud af hans indre.
Sådan kunne et typisk portræt af Trentemøller godt starte.
For han er oftest blevet portrætteret som en ‘mørkemand’, der lever en skyggetilværelse om natten, hvor han fremtryller de melankolske lydperler, der, siden debutalbummet ‘The Last Resort’ udkom i 2006, har gjort ham til den genrebøjende verdensstjerne, han er i dag.
Han er manden, man holder øje med, hvis man vil finde en musiker, der kan blande støvet rock i alle afskygninger med moderne klubmusik og blid ambient electronica.
Men holder karakteristikken af Trentemøller som mørkemand stik?
Ikke ved første øjekast, da jeg ankommer til hans studie. Jovist, han har naturligvis sort tøj på, men han stikker storsmilende hovedet ud af det kvadratiske træbyggeri, der ligner et forstørret legehus, og råber: »Hey! Det er herovre«.
Oppe i studiet fortæller den 40-årige musiker med en drenget og ivrig entusiasme om sit udstyr, mens han viser rundt i lokalerne. Rummene fremstår som et kaotisk virvar af instrumenter, køkkenredskaber og alt derimellem.
Særlig opmærksomhed får en gammel, grå spolebåndoptager, der står placeret i enden af studiet ved siden af computeren. Den er studiets bankende hjerte, for stort set alle lyde på det nye album har fundet vej igennem den, inden de er blevet lagt ind på computeren.
Han kan godt lide at dyrke de analoge elementer i musikken, så den elektroniske lyd ikke bliver for poleret og kønsløs, som man så ofte hører det i en tid, hvor MacBooks kan gøre musikanter af kød og blod arbejdsløse.
»Vil du ikke sidde i sofaen? Du er jo stjernen«, spørger jeg og peger på en lille, hvid topersonerssofa.
»Ah, det ved jeg nu ikke«, griner han hovedrystende, men sætter sig alligevel til rette, hvorefter han slår benene over kors og venter på mine spørgsmål.
Jeg kigger på min computerskærm med noter. Det første tema, vi skal behandle, er ‘natten’. Det mørke som Trentemøller altid er blevet associeret med.
Nu ved jeg ikke, om du læser de portrætter, der bliver lavet af dig, men jeg har det lidt som om, det altid er den samme historie?
»Ja, det er altid det samme portræt«, siger han overrasket. »Det handler om ham natteravnen, der sidder alene og laver musik. Lad os endelig gribe det her an på en ny måde«.
Okay, jamen så lad mig spørge: Hvor vigtigt er det egentlig for dig at producere musik om natten?
»Ja, det er faktisk lidt sjovt, for det er ikke så vigtigt for mig længere. For to år siden stoppede vi vores lange verdensturné med det forrige album (‘Into the Great Wide Yonder’, red.). Jeg kunne mærke, at det virkelig kriblede i mine fingre for at komme i gang med at lave musik igen. Men efter turneen havde jeg jetlag, min døgnrytme var vendt helt på hovedet, og jeg tænkte, at jeg gerne ville bryde mønsteret og få mere normale arbejdstider. Det gjorde jeg så samme dag, og det er gået fint siden. Jeg er faktisk stået ret tidligt op og cyklet herud. Ofte har jeg været her klokken otte om morgenen«, griner han.
Så det har simpelthen været en livsstilsændring?
»Ja. Jeg har jo ofte indspillet musik om efteråret eller om vinteren, og tidligere har jeg stået op klokken 15 og fået to timer med lys, før det blev mørkt igen. Det blev simpelthen for sumpet og stenet i længden. Det blev en for hardcore livsstil«.
Det er måske også svært at have en kæreste, hvis man kun er oppe om natten?
»Ja, præcis. Nu bor jeg ikke med min kæreste, men hvis jeg gjorde, og jeg sad hjemme og arbejdede, som det har været tilfældet tidligere, så ville det nok ikke fungere. Selv om jeg elsker at lave musik, så har man også brug for et break fra den. Man har brug for at komme hjem, så man ikke hele tiden er i arbejdsrummet. Derfor er det godt, at jeg har fået det her studie langt ude på Amager«.
Tidligere havde du hjemmestudie på Istedgade, og du talte om, at det var vigtigt for dig at mærke byens puls, mens du sad alene om natten?
»Haha. Ja, det er det ikke mere. Nu synes jeg faktisk, at det er fedt at have studie herude. Der er netop ikke lige en bar, man ryger ned på, og der er ikke venner, som kommer spontant forbi. Når man er her, er det kun for at lave musik, for der er virkelig ikke andet at lave«.
»Når jeg har brug for en pause fra musikken, eller når jeg er gået i stå med en sang, går jeg ind imellem ned til Amager Strandpark. Så bliver jeg lige blæst igennem og får renset hovedet. Jeg har en bænk dernede, hvor jeg plejer at sidde i 10-20 minutter«.
Får du oftere kreative kriser, når du arbejder om dagen?
»Nej, det synes jeg faktisk ikke. Jeg får selvfølgelig stadig kreative kriser, men jeg er blevet bedre til at håndtere dem, fordi jeg er blevet ældre og har mere erfaring. I gamle dage gik jeg i totalt panik, når jeg gik i stå og tænkte, ‘fuck, hvad skal jeg gøre? Jeg kan ikke lave musik mere. Hvad skal jeg leve af? Det er jo mit liv’«.
»Hvis vi går hele 12 år tilbage, så havde jeg faktisk to år, hvor jeg slet ikke kunne lave musik, fordi jeg var utilfreds med min lyd. Jeg kunne sagtens sætte mig og lave et nummer, der lød næsten som Daft Punk eller The Clash, og jeg er stadig ret god til at høre (Trentemøller har absolut gehør, men læser ikke noder, red.), hvad der kendetegner en kunstner og rippe det, men det er jo ikke så interessant. Så jeg arbejdede dengang med at finde Trentemøller-sounden«.
Så dagsindspilningerne har ikke haft indflydelse på din musik?
»Nej, det har ikke påvirket min lyd, men det nye album er blevet lidt lysere og mere opløftende end de foregående. Jeg var for nylig i Frankrig og lave nogle promo-ting, og der sagde alle journalister: ‘Den nye plade er godt nok dyster’, hvortil jeg måtte svare: ‘Okay. Det havde jeg så ikke lige set. Jeg synes faktisk, den er mere lys’«.
Det er måske også forsimplet bare at tale om ‘lys’ og ‘mørk’ musik?
»Ja. Mange folk taler om mørke, som om det er en negativ ting. For mig handler musik om dybde og om at turde at gå ned i de dybere lag af sig selv. Jeg bliver ikke skræmt af at konfrontere de mørkere sider af mit humør, men jeg er egentlig en ret glad dreng. Men der er klart noget nede i de mørkere lag, der inspirerer mig. Jeg kan godt lide 3-400 år gamle folkeviser, som er meget mol og sørgelige, men de er jo samtidig også smukke«.
De lyse momenter i dine sange træder vel også klarere frem, når de omgives af mørke?
»Ja, præcis. Det er kontrasternes spil, og det dyrker jeg meget. Også med instrumentering. Jeg kan godt lide, rent lydmæssigt, at tage udgangspunkt i gamle analoge lyde. De fleste af de nye sange er startet med, at jeg spiller på mit klaver. Og når jeg så arbejder videre med nummeret, kan jeg sætte elektroniske elementer ind, som pludselig fucker det hele op og skaber kontraster«.
»Den følelse får jeg også, når jeg hører et band som The Cure, der har inspireret mig meget. De har jo lavet fantastiske popsange, som egentlig er ret opløftende, men de har stadig en vis form for blå følelse. Nogen synes, det er ret dyster musik, men det synes jeg ikke engang«.Livet uden for musikken
Hvor kommer følelserne, som du udtrykker i dine sange, fra? Altså er det følelser, som du tager med dig ind i studiet, eller er det følelser, der opstår, mens du sidder og arbejder?
»Det er lidt en kliché, men jeg bilder mig ind, at jeg laver god musik, når der sker noget i mit liv. Det er også i mit liv uden for musikken, at jeg kan holde mig fast i en stemning, som jeg senere kan omsætte til musik. Hvis jeg sad her i studiet og ikke havde et liv ved siden af, ville jeg ikke kunne lave musik, der afspejler et liv, jeg ikke har«.
Hvad kan det være for nogle følelser?
»Det er rigtigt svært at sætte ord på. Ofte er det jo abstrakte følelser eller mange følelser på én gang. Altså ikke noget helt konkret. Det er ligesom at spørge en maler om, hvilken følelse han var i, da han lavede et maleri«.
Ja, men du skriver jo ikke selv lyrik, men lader i stedet instrumenterne tale, så det er sværere at lure, hvad du tænker. Man hører jo ikke dig synge om, at én, du elsker, har forladt dig?
»Nej, det er klart. Men sådan nogle oplevelser har da klart påvirket noget af min musik. Da jeg skrev ‘Miss You’ (fra ‘The Last Resort’, red.) var det om et forhold, der ikke fungerede. Og det var lidt det samme på den forrige plade. Og på den nye plade er jeg så i et lykkeligt forhold, men det er ikke så vigtigt for mig, at der sker store dramatiske ting«.
»Det kan også være, at jeg hører en historie eller ser en film, der påvirker mig. Det er bare vigtigt, at jeg er åben for indtryk oven i knolden og ikke prøver at forcere mine følelser og tænke for meget over, hvilken stemning jeg er i«, fortæller Trentemøller.
Den sorte stil
Jeg kigger igen på min computerskærm. Næste emne er ‘Trentemøllers stil’ – det lange pandehår og det sorte tøj – som ofte er blevet brugt til at understrege hans hang til melankoli.
Nu har vi slået fast, at du har et mere nuanceret billede af, hvad mørke er, end de fleste. Men hvad med tøjet?
»Haha. Ja, tøjet er for det meste sort«.
Hvorfor er det altid sort?
»Jeg har også en hvid skjorte og nogle blå jeans, men jeg går mest i sort tøj. Det har intet at gøre med, at jeg dyrker mørke. Jeg synes sgu bare, at det er cool og enkelt. Tidløst. Jeg blev aldrig en af de der clubkids, der rendte rundt i en masse farver og tøj fra Vibskov. Al respekt for ham. Han er min gamle trommeslager«.
Så det er ikke noget med, at tøjet understøtter din musik? Du er jo meget perfektionistisk. Også i forhold til scenepynt, hvor Vibskov har designet de kæmpe roterende lamper, der hænger bag jer, når I spiller.
»Nej. Men altså, det er ikke fordi, jeg klæder mig på som den musik, jeg laver. Men da jeg gik i gymnasiet, hørte jeg meget Joy Division og The Cure, og det har nok bare ligget i det miljø, at vi gik i sort tøj, og jeg har aldrig rigtigt sluppet det«.
Har du nogensinde haft en tøjkrise?
»Haha. En tøjkrise? Nej… eller jo. Altså nogle gange har jeg tænkt, ‘nu må du fandeme prøve noget andet’. Jeg skal lave et foto-shoot senere, hvor jeg har en blå skjorte med røde prikker på. Så det er jo lidt vildt. Men altså, jeg kommer aldrig til at gå i polkaprikkede skjorter. Det er bare ikke mig. Johnny Cash så sgu også altid bedst ud i sort tøj«.
Hvad med håret. Har du fået mange kommentarer for det gennem tiderne?
»Haha. Ja, det har jeg faktisk. Jeg har også haft længere hår på et tidspunkt, men nu har jeg haft denne her frisure i fire-fem år. Det kan godt være, at jeg på nogle områder er ret konservativ, når jeg har fundet noget, som jeg synes fungerer. Jeg har helller ikke nogen krøller i håret, så jeg kan ligesom bare gøre sådan her og hive det ned«, siger han og trækker håret nedover panden, hvorefter han tilføjer: »Jeg ved det sgu ikke. Er det fashion-spørgsmålene, vi kører nu?«, spørger han og griner.
I nogle interview er du jo blevet skudt lidt i skoene, at du er en meget genert type. Og så kan man jo godt tænke, at du gemmer dig lidt bag håret?
»Ja, jeg ved altså ikke rigtigt, hvor det der generte kommer fra, men det har journalister altid skrevet. Jeg er måske ikke den top-udadvendte type, men jeg er ikke super genert. Det var især i starten af min karriere, hvor jeg syntes, at jeg næsten blev puttet i en kasse. Er man elektronisk musiker, er man lidt Thomas Knak-underlig og går rundt og optager lyde i skoven. Ikke noget ondt om ham. Han er fandeme dygtig«.
»Men der var en tendens til, at jeg blev meget stemplet for det elektroniske udtryk på min første plade, og det følte jeg mig lidt fanget af. Men jeg vil ikke lave om på mig selv, fordi nogen har et indtryk af mig på den måde. Jeg er bare glad for, at jeg kan leve af at lave musik, for det elsker jeg virkelig. Men det har undret mig nogle gange, at jeg skulle være en type, der går og gemmer mig. Men det må være musikken, selv om jeg synes, at vi er ret energiske, når vi spiller live og fyrer den ret meget af sammenlignet med mange andre bands«.
Du har også brugt ret meget energi på at bryde med stemplet som dj fremfor musiker, ikke?
»Jo. Når jeg ser tilbage på de otte år, der er gået siden debutalbummet, har jeg kæmpet meget med at slippe af med det fucking dj-stempel, som jeg fik på et tidspunkt. Jeg kan huske, at jeg blev kaldt dj allerede før, jeg overhovedet startede med at vende plader. Det var fordi, folk tænkte, at den mere rendyrkede elektroniske klubmusik, jeg lavede dengang, var dj-musik. Derfor holdt jeg også en kæmpe pause fra det. I dag dj’er jeg kun ind imellem for at tjene penge, hvis jeg skal være ærlig«.
For at få frihed til at lave musik?
»Ja. Simpelthen for at få økonomisk frihed til at lukke mig inde i et studie et år uden at tage andre opgaver. Men set i bagspejlet er jeg bare taknemmelig for, at min musik er kommet ud over Danmarks grænser. At jeg i sin tid kunne sige jobbet op i en børnehave og leve af musikken. Det er fandeme fedt«, afslutter han.Et album med mange betydninger
Sidste emne er albummet ‘Lost’. En albumtitel, man hurtigt kan fortolke som noget mørkt og dystert. Men er titlen kun et udtryk for mismodighed?
På den forrige plade var du meget inspireret af surfrock fra 60’erne. Var der et koncept bag det nye album eller nogen gennemgående ideer?
»Ja, der var meget surfguitar på pladen før, men der er ikke nogen gennemgående ting på den nye plade. Jeg har sjældent et fast koncept, når jeg laver en plade. Men jeg havde en vision om, at jeg gerne lydmæssigt ville strippe det lidt ned og have meget stærke melodiske grundskelletter til sangene – særligt på numrene med vokal«.
»Den forrige plade var meget dramatisk og stor. Det er den nye for så vidt også, så det kan jeg ikke helt forlade, men jeg prøvede at gøre nogle ting mere enkle. Men jeg prøver ikke at have for mange planer, når jeg går i gang. Jeg kan godt lide, at det hele flyder. Og halvvejs inde i processen har jeg en håndfuld numre og kan pludselig se hvilken vej, albummet bevæger sig lydmæssigt«.
Og det mundede så ud i titlen ‘Lost’. Hvorfor?
»Ja, for mig var det bare et ord, der poppede meget op, da jeg lavede pladen. For det første synes jeg helt plat, at det var sjovt at have et enstavelsesord, når mine tidligere plader ofte havde lange titler. Men ‘Lost’ har også mange betydninger«.
»Folk spørger mig, om jeg var lost, da jeg lavede pladen? Svaret er nej i den betydning. Jeg ser ikke noget negativt i ordet. Man kan være lost in music eller lost in love, du ved. Det handler om følelsen af at give sig hen, når jeg laver musik alene og slipper kontrollen. Glemme hvad pladeselskaber og andre tænker og forventer«.
Der er en del gæsteartister på det nye album, blandt andre Jonny Pierce fra The Drums, Jana Hunter fra Lower Dens, Kazu Makine fra Blonde Redhead og Sune Wagner. Hvilke tanker gør du dig, når du inviterer folk ind på dine numre?
»For mig kommer melodien altid først, når jeg hører musik. Jeg hører først ordene i musikken, efter jeg har lyttet til det andet. Men mange af numrene er lavet med lige præcis de artister i baghovedet. Jeg har hele tiden haft en idé om hvilken stemning, deres vokal senere kan bibringe et nummer, inden de selv vidste, at de skulle medvirke«.
Er du opmærksom på, at vokalisterne ikke skal være for kendte og stjæle for meget opmærksomhed, når du udvælger dem til dine soloalbum?
»Nej, for mig er nogle af de her kunstnere de største. Low og Blonde Redhead er bands, som jeg har lyttet til de seneste 10-15 år. For mig er de kæmpestore. Og så er danske Ghost Society også med, som ikke er så kendte uden for Danmark. Men det handler ikke om prestige. Mere bare om stemmer jeg synes er fede. Det kunne da være fantastisk at få Nick Cave med på pladen, men det opgav jeg på forhånd«.
Eller Thom Yorke?
»Ja, er du sindssyg?! Men jeg har slet ikke orket at prøve, for det ville være et kæmpe projekt«.
Ja, og så ville nummeret sikkert også blive fjernet fra Spotify.
»Haha. Ja. Men det skal være kunstnere, som jeg stoler på kan skrive en tekst, der kan spille sammen med mit univers. Så det er en tovejsting. Men det handler ikke om, hvem der kan sælge musikken bedst«.
Slutteligt kan jeg jo så spørge dig, om du nogensinde bliver træt af, at du bliver sat i bås som ‘ham mørkemanden’?
»Nej. Jeg laver virkelig bare musik ud fra hjertet, som jeg synes, den skal være, og jeg er fucking ligeglad med, hvad andre synes, og hvad de putter mig i af bokse«.