Nic Armstrong – smuttur til Liverpool

For en aften blev Loppens loft til The Caverns kælder – The Beatles’ faste spillested inden det store gennembrud. Halvanden time efter annonceret strøg Nic Armstrong med sit faste musiske følge, The Thieves, på scenen. Fire mand med læderjakker, slips og hårsnit, der ligesom musikken ikke lod megen Fab Four-nostalgi tilbage at ønske. Det skulle da lige være en tøjlesløs flok skrigende publikummer.

Med en klassisk rockformation fordelt på guitar (Glynn Wedgewood), bas (Shane Lawlor), trommer (Jonny Aitken) og vokal med guitar (Armstrong selv) gik de fire igang med, hvad der skulle blive en times kompakt koncertoptræden fordelt på ikke mindre end 19 numre. Fra scenen blev musikken leveret veloplagt og med en entusiasme, der dog i lang tid ikke rigtigt fik hånd om de ca. hundrede fremmødte.

Nic Armstrong og hans læderhalse af nogle pæne McCartney-klippede 60’er-rebeller gjorde langt hen ad vejen, hvad de kunne, og i sidste ende lykkedes missionen da også næsten. Det ret tamme publikum blev langsomt omsluttet af den lettilgængelige retro-popladning, der blev affyret af Armstrong og tyvene, men det blev aldrig den fredagsfest med dans, som Armstrongs musik så åbenlyst lægger op til. I den ende af barometeret nåede stemningen aldrig op.

‘Broken Mouth Blues’ lyste op med sin ekstra tilsætning af mundharpe, mens California Dreamin-listen-a-liken ‘Natural Flair’ s harmoni og ‘On A Promise’s up-tempo begge løftede sig over resten af menukortet. I sit stille sind kunne man dog alt i alt godt ærgre sig over, at der ikke blev satset en smule mere på afveksling mellem det nedtonede og det livlige denne fredag aften på Loppen – eller var det The Cavern?