Devendra Banhart – en løssluppen gypsy king
Det var som at se en ung Jim Morrison. Bar overkrop, viltert, mørkt hår, ansigtet vendt mod loftet, så den store vibrerende rockvokal kunne få frit løb. Men hov, spol lige tilbage. Var det her ikke koncerten med folk-guldklumpen Devendra Banhart? Skulle vi ikke sidde i skrædder-stilling på gulvet, med hænderne hengivent foldede og hovedet på skrå i benovelse over hans fantastiske, intime sange spillet alene på en akustisk guitar. Jo. Og nej.
Unge hr. Banhart er åbenbart træt af intense solokoncerter og har derfor inviteret sine fuldskæggede og pjaltede venner med på turné som musikalsk opbakning i morskabens navn. Stemningen og fornøjeligheden i Lille Vega lå da også på et fornuftigt niveau fredag aften, men i længden syntes smilene at stivne blandt publikum, imens Banhart og band blev stadigt mere løsslupne og pjattede.
Det startede ellers perfekt. Musikverdenens “gypsy king numero uno” netop nu trådte alene frem på scenen og gjorde, hvad han gør så smukt på sine to tvilling-album fra i år, ‘Rejoicing in the Hands’ og ‘Nino Rojo’. Banharts nøgne vokal, der kunne være hentet fra en blues-knitrende vinylplade fra 30’erne såvel som en 60’er folk-koncert, kombineret med hans eminente guitarspil, satte hans små sprælske sange i det rette intime skær. Men efter en vidunderlig ‘Will is My Friend’ entrede backing-bandet scenen, og så var der ellers dømt omfortolkninger, covernumre og bøvede jam-sessions.
Det er som udgangspunkt interessant, når kunstnere vælger at lægge kreativ kraft i en live-optræden og ikke bare gengiver album-versioner. Men denne aften lykkedes det fuldstændig Banhart og Co. at trampe de smukke melodier til døde i henholdsvis rock- og country-grooves, der tangerede ren røvballe. Desuden skulle vi trækkes igennem sange fra venners og bandmedlemmers andre projekter (Vetiver, Little Wings, Cocorosie) samt en ligegyldig version af Smashing Pumpkins-sangen ‘Shame’. Et maratonlangt reggae-jam fik vi sgu også.
Bevares, der var da fine sange imellem, men det var ikke just, hvad man havde håbet på og betalt for. Få højdepunkter var ‘I Know I Was Born’, hvor en nervøs Mikael Simpson fik lov at lege med på mundharmonika, og ‘This Beard is For Siobhan’, hvor backingbandets tyngde for en sjælden gangs skyld var en forstærkning.
Gribende og nedtonede versioner af ‘Little Yellow Spider’ og ‘A Sight to Behold’ satte som de første ekstranumre en ekstra fed streg under, hvad koncerten kunne have været. Men straks efter dunkede jam-blodet (og en del whisky) atter i bandets årer, og showet løb helt ud i sandet under en improviseret rap fra bassisten Kyle Field.
“We are here for you”, udbrød Devendra Banhart gentagne gange i den rette hippie-ånd. Sådan føltes det bare ikke. Øv.