Rosemary

Den dansk-iranske duos anden ep er som en sjælden perle. Allerede med deres første ep ‘A Persian Tale’ var det tydeligt, at deres elektroniske pop var anderledes – de kunne noget andet og mere indenfor den ellers stærkt repræsenterede genre. ‘Pomegranate’ mere end indfrier forventningerne til den rå og samtidig følsomme duo, der stadig imponerer og overrasker.

Læs anmeldelse: Rosemary ‘A Persian Tale’

Noget af det særlige ved Rosemarys musik er den komplekse blanding af mellemøstlig mystik, nordisk dunkelhed og britisk råhed. Lasse Martinussen skaber perfekt differentierede ambiente flader dannet af et minutiøst sammensat net af skingre synthesizere og tung bas, der gennemskæres af iranskfødte Sahar Pours smerteligt nærværende vokal.

På ‘Police’ og ‘My Love’ nærmer electroen sig et vanvidsdrivende inferno. En intensiverende trussel, der konstant holdes på afstand af den selvsamme meget lyse og selvsikre kvindestemme, der genkalder en ung Kate Bush. Umiddelbart lyder dette måske ikke videre tilgængeligt, men et nummer som ‘I Know’ har kombinerer ovenstående med en enorm rytmisk appel, der vækker minder om både Grimes og The Knife. Det er svært at sidde stille. Det samme gælder ‘Hurt Me’, der er mere melankolsk, og får alle de skæve komponenter sammenflettet i til magnetisk dragende electropop.

Rosemary har en nærmest revolutionerende og smittende energi. Selv om det kunne lyde som en kliché, når Pour synger »I won’t do it your way«, så virker det tværtimod ægte. Duoen gør det helt sikkert på deres egen måde med et befriende friskt og potent input.