Burnt Friedman & Jaki Liebezeit, m. Hayden Chisholm

Den københavnske jazzfestivals elektroniske afstikker “Future Sound of Jazz” (sic!), kunne som afslutningen på dette års program præsentere den tyske musiker Burnt Friedman, akkompagneret af tidligere CAN-trommeslager Jaki Liebezeit og klarientisten Hayden Chisholm i Øksnehallens behagelige omgivelser. Burnt Friedman har siden 80’erne udgivet musik under et væld af aliaser og i mange konstellationer (Flanger, Beige, Nu Dub Players), og kører også Nonplace-label’et, der hovedsageligt udgiver hans eget materiale. Denne aften bød altså på samarbejdet med Jaki Liebezeit, med hvem han også har produceret et album i 2002.

Før vi nåede så langt i aftenens program, var der dog ikke mindre end to opvarmingsbands til at sætte stemningen. Først en “surprise act” kaldet Savery/Bichi Quintet, og (ikke overraskende) bestående af Sara Savery på vokal, Tobias “Bichi” Wilner (fra Blue Foundation) på beats, akkompagneret af guitar, cello og synth. Med behagelige vuggende beats, masser af cello-patos og intet der stak eller skød, var de et udmærket tapet, men ikke noget man vil huske som en vigtig del af aftenen.

Dernæst kom turen til “Switch”, der blev præsenteret som et konceptpræget laptop/DJ-projekt, bestående af Thomas Knak (Opiate), Tobias Wilner og Tatsuki Oshima (begge fra Blue Foundation) samt japaneren Numb. De skulle “med udgangspunkt i både laptoppens og Dj’ens muligheder skabe improvisationer og lydcollager, som indgår i og aktivt spiller på selve lokaliteten og dets rumlige særpræg.”, lød det i præsentationen, og om det lykkedes er svært at vurdere. Umiddelbart var der ikke de store rumlige særpræg, udover et stykke lærred hængt op foran scenen, på hvilket musikernes skygger spillede et lille pantominespil.

Selve koncerten forløb lidt usammenhængende og diffust, hvilket muligvis var en konsekvens af det improviserede element. Det lød som om musikerne havde svært ved at spille sig ind på hinanden, og først til sidst begyndte der at komme hold på formen. Nu er laptops heller ikke det mest improvisations-venlige medie, da der er forholdsvis langt fra tanke til lyd, til forskel fra mere traditionelle intrumenter, og det er muligt at det har haft konsekvens for den lange “opstart”. Men musikken løb heller aldrig af sporet, og man fornemmede klart at det var dygtige musikere på scenen. De skal måske bare stå på den sammen et par gange mere, før det fungerer optimalt.

Endelig – da klokken nærmede sig 1 – var turen kommet til Burnt Friedman, Jaki Liebezeit og Hayden Chisholm. Chisholm agerede toastmaster, og præsenterede kort bandet og de enkelte numre, og så satte Liebezeit ellers i gang. Hans åbenlyse tekniske færdighed, og den utrolig præcise og klare lyd i trommerne fængede umiddelbart. Stortrommen var erstattet af en dyb gulv-tam, som spillede glimrende op mod den skarpe lilletromme og koklokken; og hans meget præcise spil, med små abrupte variationer, var med til at fastholde interessen et langt stykke af vejen. Men det endte desværre med at være for langt.

På lidt over en time nåede trioen fem numre (inklusive ekstranummer), og når hvert nummer var baseret på et enkelt grundbeat, kunne det svært at holde koncentrationen hele vejen igennem. Ikke mindst fordi koncerten nærmere var Jaki Liebezeit akkompagneret af Burnt Friedman end omvendt. Hayden Chisholms klarinet var nærmest anonym baggrund, og Friedmans små synth-stabs og rytmiske tilføjelser lagde sig alt for pænt op af Liebezeits spil til at fungere som andet end akkompagnement. Det gjorde at hele koncerten balancerede mellem trancendal og langtrukken, og desværre tippede vægtskålen et par gange den forkerte vej. Det kunne også tydeligt mærkes på publikum, der havde svært ved at fastholde koncentrationen, og brød ud i småsnak eller forsvandt. Chisholm gratulerede ellers for “a nice and warm evening”, og det var da også en udemærket aften i fine lokaler, hvor Liebezeit imponerede, men Friedman og Chisholm skuffede, og trak helhedsintrykket ned til lunkent.