JAZZ: Tomasz Stanko

Skaldet hvid mand badet i blåt lys. Bevæger trompeten frem og tilbage som en slangetæmmer. Mikrofonsnoren snor sig…
Det kunne havde udviklet sig til noget prætentiøst pjat, havde det ikke været for den vellyd, der udsprang fra kvartetten fra start til slut.

Tomasz Stanko er en mand af mange toner men af få velvalgte ord. Af hans præsentation af bandet i slutningen af første og andet set kunne vi erfarer, at han spillede egenkompositioner fra kvartettens nye CD “Suspended Night”.

Numrene havde som Stankos spil grundlæggende to facetter. Han brugte mange triller og hurtige løb i højden til at piske en stemning op -det var til tider mere ekvilibristisk end dybtfølt. “Trykkogerpassagerne” fungerede klart bedst i andet set (til pianistens store fortjeneste). Det var på balladefronten, at jeg for alvor blev rørt. Hans tone var skiftevis stor og prangende for næste minut at blive tør som en fønvind. Det kan være at saxofonen er det mest jazzzede instrument, men en trompet i hænderne på Stanko kan udover vræl og andre unoder frembringe en hel pallet af stemninger fra det “blå” til det opstemt energiske. Han satte tonerne sammen på en hel unik og fri måde, som får andet jazz til at lyde som “op og ned af stolper”.

En ligeså stor del af fornøjelsen var at lytte til bandets andre medlemmer: Marcin Wasilewski (piano), Micha Miskiewicz (trommer) og Sawomir Kurkiewicz (bas). Jeg er ikke beleven nok til at afgøre, om unge polske jazzløver er en almindelig foreteelse, men disse tre var af international klasse. Især pianisten må fremhæves for hans soloer.

Musikken var på en gang enkel og kompleks. Der var mange hilsner til Miles Davis, men det var originalt og medrivende. Tomasz Stanko har som alle de store trompetister udviklet sin egen lyd og særpræg. Kombineret med innovative arrangementer fuldendte det en unik jazzoplevelse.