Glenn Hughes og Joe Lynn Turner – 1-0 til Mr. Hughes

Når to “leftovers” fra Deep Purple går sammen om et musikalsk projekt, kan man godt regne ud, hvad klokken er slået. Der er her tale om kompromisløst dinosaur-tråd uden sidespring og andre afledningsmanøvrer.

Pumpehuset var godt pakket af langhårede hankøn plus et par rock-chicks, da bandet gik på. Der var ikke gået mange minutter, før det var helt tydeligt, at de to legender var i hver deres verden. Mens Turner havde enormt travlt med sit pophår (som vist nok er en paryk!) og en masse pinlige attituder, havde Hughes meget mere fat i sig selv, og ikke mindst i sin fuldstændig overlegne stemme. Der er ingen tvivl om, at de begge er sangere fra en anden verden, men hold k… hvor fik Turner buksevand, når Hughes gik til mikrofonen og skreg de gamle hits ud i salen.

Det er klart, at en kæmpe del af sætlisten på en sådan aften består af gammelt Deep Purple-materiale. Vi slap for ‘Smoke On The Water’, men ellers var der klassikere som ‘Stormbringer’, ‘Mistreated’ og ‘Gettin’ Tighter’, som alle stammer fra den tid, hvor Hughes var med i Deep Purple.

Turner slap også hæderligt igennem et par Rainbow-klassikere som ‘Death Alley Driver’ og ‘I Surrender’, men aftens højdepunkt var uden tvivl finalen, nemlig ‘Burn’ med Hughes i topform. Ud over at være en blændende bassist er han en sanger. man ikke kan komme uden om. Hold da op!

Af en eller anden grund kom festen ikke rigtig op og køre på noget tidspunkt. Publikum lyttede, men virkede alligevel fraværende. Personligt virkede det overflødigt med Turner på holdet, da alting bare blev SÅ meget bedre, når Hughes var i spidsen, og det bar hele koncerten præg af.

De tre stjerner går til Hughes, og de resterende mangler på grund af: manglende gnist i deres nyere materiale, lidt dårlig smag i lydbilledet og desværre en overflødig Turner.