Damien Rice – nøgen i natten

Loppen var pakket og vanligt varm på denne ellers iskolde tirsdag aften, og publikum summede forventningsfuldt tæt omkring den lille scene i kamp om en god plads. Årsagen til postyret var den irske singer-songwriter Damien Rice, der gæstede Danmark med sit prisbelønnede og roste debutalbum ‘O’ i bagagen. Da manden endelig trådte ud fra de beskedne baglokaler, bredte en stille andægtighed sig blandt folk. Alle stod på tæer og strakte hals.

Og Rice skuffede ikke, da han åbnede med nogle af sit albums bedste sange. De skrøbelige ‘Delicate’ og ‘Eskimo’ viste heldigvis, at den overproduktion, som nogle steder gør ‘O’ lidt for pæn og patosfyldt, ikke var kommet med på turné. Foran sin besætning bestående af trommer, bas, cello og Lisa Hannigans spinkle og knastørre vokalarbejde fremstod Rices stemme og effektbelagt akustiske guitar langt mere rå og sårbar end på albummet.

Den lille irer krydrede desuden albummets nedbarberede folk-materiale med nogle mere rockede indslag. Det skabte en kontrastfuld energi i settet, som blev yderligere underbygget af sangerens vekslen mellem to forskellige mikrofoner – én der gengav hans følsomme stemme med stor klarhed, og én der forvrængede den til en telefonstemme fra de knuste hjerters land.

Inden Rice forlod scenen, velsignede han menigheden med den fænomenale rytmisk-akustiske ‘Volcano’ og den tindrende smukke ‘I Remember’. Så kunne det ikke blive meget bedre.

Desværre vendte bandet tilbage og trampede sig igennem et 45 minutters jam-misk-mask, primært bestående af covernumre. Vi fik en præcis gengivelse af Jeff Buckleys ‘Halleluja’-version, samt lidt fedten rundt med Hendrix, Portishead og The White Stripes. Imens passerede klokken 1, og trætheden indtog Christiania.

Hvor Rice startede aftenen som en ener med sin nøgne fremførsel af et exceptionelt sangmateriale, rundede han desværre af som en uoriginal folksanger, der gik på unødig strandhugst i rockens schlagersamling.