Woven Hand – dommedagstrusler til de firhjuls-kristne

Selvom vi er en nation af firhjuls-kristne, der nødigt spilder vores søndag formiddag på alfaderlig fællessang, havde David Eugene Edwards ingen problemer med at fylde Lille Vega med folk, der gerne bruger en lørdag aften på at lade sig skræmme af den amerikanske alt. country-eners trusler om Helvedes evige pinsler og den slags.
Hvorfor vi egentlig lader os forføre af Davids good ol’ fashioned, Gammeltestamentlige gudfrygtighed, når vi samtidig ryster på hovedet af glade Christian Rock-bands med store lovprisninger og lige så store armbevægelser, er et godt spørgsmål. Er det okay at være kristen, hvis man bare ikke er alt for glad?

David Eugene Edwards er så helvedes intens, at det alene er både oplevelsen og svaret på, hvorfor så mange af os flokkes om ham, selvom hans sange under Wovenhand-fanen ikke besidder samme umiddelbare melodiøs tiltrækning, som de engang gjorde. Faktisk besidder de næsten ingen melodiøsitet overhovedet. Til gengæld rusker muren af gotisk brummen, religiøs rock’n’roll og bibelsk raseri i mellemgulvet på enhver, der krydser hans vej. INGEN kan prædke som Edwards.

Men i det øjeblik snakken tager over – hvilket den gør en lørdag aften – ryger effekten. Ja, David er bestemt den ægte vare. Men så længe de fleste stadig kommer for at se ham i stedet for at høre ham, så vil han aldrig blive andet end en rystende intens Dommedags-prædikant for de indviede og en kristen kuriøsitet for de andre.