Supergrass – overbemandet triorock

Fem mænd ville normalvis være en glimrende bandstørrelse. Men for Supergrass blev det to for meget. Der var ellers rigeligt med hits, sved og bakkenbarter til at koncerten kunne være blevet rigtig god. Gaz Coombes og hans fire kumpaner lagde glimrende ud med ‘Diamond Hoo Ha Man’ fra deres seneste album ‘Diamond Hoo Ha’. Med en syret lyd, der kunne være blevet spillet af Baby Woodrose, badede Supergrass publikum i Ganges-floden i en håndfuld minutter.

Så gik det galt. Bortset fra stramme, mere minimalistiske udførelser af hittene ‘Moving’ og ‘Late in the Day’ skulle der gå 12 numre, før Supergrass igen viste format. For mange lette uptempo-numre fra gruppens nye album ødelagde begyndelsen. Og det blev ikke bedre af, at vokalen blev druknet af ligegyldige guitarriffs. Live holder Supergrass desuden fat i de ulidelige ‘uh-oh-ih-uh’-lyde, der fungerer på få numre men bliver forfærdelige, når de bruges konstant.

Koncertens 13. sang blev paradoksalt nok et positiv vendepunkt. Da ‘Strange Ones’ bragede ud af de sorte højtalere, stod kun tre mand på scenen. Og der var Supergrass bedst. Det vekslede mellem et mørkt, tungt tempo og så et mere sprælsk rocktempo, der fik Supergrass til at lyde, som de gjorde engang. Da ‘Caught By the Fuzz’ og ‘Pumping on Your Stereo’ fulgte, var resten af settet glemt. Desværre kom Supergrass fuldtalligt på scenen til ekstranumrene, og et skrækindjagende deja-vu skæmmede indtrykket. Supergrass havde deres storhedstid i midten af 90’erne, og det blev der ikke rokket ved denne aften.