Art Brut – sejrede over Satan
»Yes, this is my singing voice. It’s not irony. And it’s not rock’n’roll«. Det sidste er løgn. Art Brut var tirsdag aften på Lille Vega essensen af rock’n’roll. Anført af den altid veloplagte, velformulerede og velklædte Eddie Argos leverede det engelske postpunk-band en medrivende og charmerende koncert, der viste, hvor langt man kan komme med kærlighed til hinanden og ren og uforfalsket spilleglæde.
For Art Brut er ved gud ikke noget musikalsk vidunder. Argos er godt nok en usædvanlig god tekstforfatter, men musikken er et relativt uoriginalt opkog af 80’ernes postpunk og 90’ernes brittpop. Alligevel kunne man ikke lade være med at smile og nikke i takt til de iørefaldende guitarriffs, der i kamikaze-fart blev sendt afsted af bandets to guitarister. Den stående og hårdtarbejdende trommeslager sørgede for at de stramme punk-skabeloner hele tiden sad lige i skabet, og så gjorde det ikke noget, at bassisten stod og gemte sig lidt i baggrunden.
Aftenens højdepunkter var den altid desperate kærlighedserklæring ‘Emily Kane’ og publikumsfavoritterne ‘Modern Art’ og ‘We Formed a Band’, men også numrene fra bandets nyeste udgivelse ‘Art Brut Vs. Satan’ gjorde sig godt. ‘DC Comics and Chocolate Milkshake’ er muligvis et af de bedste numre, de nogensinde har skrevet, og ‘Summer Job’ var catchy og uimodståelig solskinspunk i sin reneste form.
Undervejs i koncerten nåede Eddie Argos at disse både U2’s pænt producerede lyd og Kings of Leons åndssvage tekst ‘Sex on Fire’, og sådan noget er der plus-point for.
