Oscar-kategorien Bedste Mandlige Hovedrolle er stærkere end i mange år. Der er simpelthen en lille håndfuld kraftpræstationer. Og Christian Bale.
Vi vurderer Oscar-chancerne for gulddrengen Leo, comeback-knægten McConaughey, alderspræsidenten Dern, ølvommen Bale og gennembruddet Ejiofor.
Se procenterne på de fem nomineredes vinderchancer på de næste sider.
LEONARDO DICAPRIO – ’THE WOLF OF WALL STREET’
Derfor er han nomineret
Efter at være blevet forbigået af Akademiet indtil flere gange er en vis undren begyndt at brede sig i Hollywood: Hvorfor har Leonardo DiCaprio endnu ikke vundet en Oscar? Er han ikke sin generations største stjerne, der leverer varen gang på gang? Burde han ikke snart få noget velfortjent respekt fra branchen? DiCaprio-tilhængernes klagesang fik fornyet styrke, da Leo leverede sin måske stærkeste – i hvert fald mest alsidige – præstation i ’The Wolf of Wall Street’.
Styrke
Han forfører, han spasser, han snyder og sniffer. Det ene øjeblik er han dybt utiltalende, det næste er man parat til at sælge ham sin mors sjæl. DiCaprios præstation er gjort af Oscar-stof. Dertil kommer den enorme brancherespekt, han har optjent, ikke mindst fordi han tager ansvar for sine films tilblivelse og ofte (også ukrediteret) fungerer som producer. Han brugte syv år på at sikre rettighederne til ’The Wolf of Wall Street’ og få manuskriptforfatter Terence Winther og instruktør Martin Scorsese ombord, ligesom han egenhændigt sørgede for, at finansieringen kom i hus, da intet Hollywood-studie ville producere filmen. Det er på alle måder hans projekt.
Svaghed
Janteloven er ikke en amerikansk opfindelse, men ikke desto mindre forbigås de helt store gulddrenge (DiCaprio, Cruise, Pitt) ofte ved Oscar-uddelingerne. I hvert fald til de når en alder, hvor de ikke er helt så attraktive længere og tildeles en de facto lifetime achievement-pris (se Newman, Paul; Pacino, Al). Nogle akademimedlemmer tænker vel, at der kommer mange andre chancer for DiCaprio – og så er både filmen og rollen så kontroversiel, at den har svært ved at samle bred opbakning.
Vinderchancer:
25 % – DiCaprio kan blive Oscar-nattens sensation. Men det lugter af, at Leo må nøjes med at være stenrig, lækker, dygtig og stadig ung. Surt.
CHRISTIAN BALE – ‘AMERICAN HUSTLE’
Derfor er han nomineret
Kategoriens store overraskelse er feltets klart svageste kandidat. Bales nominering må tilskrives en kombination af, at han er vellidt i Hollywood, at han er omdrejningspunktet for en film, som det store skuespilsegment i Akademiet elsker, og at han efter Bruce Wayne og Batman har turdet vise sig fra en mindre poleret side med bodegavom og hentehår.
Styrke
De senere år har det nærmest være en garant for Oscar-guld at være med i en David O. Russell-film.
Svaghed
Hans karakter er relativt uinteressant. Han er oppe imod fire præstationer, der er klasser over hans egen, og så vandt han for få år siden for ’The Fighter’.
Vinderchancer
0 % – en Oscar vil blive døbt Balegate.
CHIWETEL EJIOFOR – ‘12 YEARS A SLAVE’
Derfor er han nomineret
Hans stjernestatus og netværk i Hollywood er klart feltets svageste. Til gengæld er hans præstation som violinisten, der bortføres og sættes i slaveriets lænker, umulig at slette fra nethinden. Ejiofors udtryksfulde ansigt fylder ’12 Years A Slave’ fra start til slut – han personificerer simpelthen filmen.
Styrke
Ejiofor leverer den mest dramatiske præstation af de fem nominerede, og det er ikke mindst Ejiofors fortjeneste, at karakterens kamp for værdighed og menneskelighed overstråler de mange grufulde og voldsomme ugerninger, han udsættes for. Ejiofor kommer desuden med en frisk sejr fra BAFTA i bagagen.
Svaghed
Konkurrencen er benhård i år, og mange, der stemmer på ’12 Years a Slave’, vil nok bruge skuespilkategorierne til at hædre nogle af de film, der ellers ikke får så megen opmærksomhed. Dertil kommer, at Akademiet ikke ”skylder” Ejiofor en Oscar, på samme måde som det kan siges om DiCaprio og McConaughey.
Vinder-chancer
10 % – chancerne er små, men dog større, end de er for, at nogen lærer, hvordan hans navn skal udtales.
BRUCE DERN – ‘NEBRASKA’
Derfor er han nomineret
Derns præstation som distræt gammelfar er af den slags, ingen kan sige et ondt ord om. Siden Dern vandt skuespilprisen i Cannes sidste år, har han været hovedårsagen til den store opmærksomhed om ’Nebraska’. Derns portræt af en ”average Joe” i livets efterår er en opvisning i underspillet indlevelse.
Styrke
Dern er en afholdt og respekteret herre i Hollywood. Uden at have fået de store hovedroller har han et imponerende cv bag sig opbygget gennem et halvt århundrede. Nu er han i en alder af 77 år pludselig på alles læber. Hvis han vinder, vil det afføde et stående bifald.
Svaghed
Lige så sikker som Derns nominering var, lige så sikkert er det formentligt, at han ikke vinder. Konkurrencen i år er simpelthen for hård.
Vinderchancer
5% – det kræver, at gulddrengene Leonardo og Matthew splitter hinandens stemmer, og at ’12 Years A Slave’ brændemærkes totalt. Som i ’Nebraska’ er Dern vist ude i en umulig jagt på den store lotterigevinst.
MATTHEW MCCONAUGHEY – ‘DALLAS BUYERS CLUB’
Derfor er han nomineret
McConaughey er årets perfekte Hollywood-fortælling – og storfavorit til at vinde Oscar’en. Kombinationen af beundringsværdigt talent og uimodståelig cowboycharme har bragt ham på alles læber de seneste par år, hvor alt er gået op i en højere enhed med en perlerække af opsigtsvækkende præstationer. Ligesom Hollywood omfavnede Ben Afflecks rejse fra flødebolle til seriøs producer og instruktør, elsker Hollywood at dyrke McConaugheys comeback. Han er et omvandrende Colgate-smil med ridser i lakken – umulig at modstå.
Styrke
McConaughey spiller en aids-patient, som uden at klynke skaffer sig livsvigtig medicin for at udskyde sin dødsdom. Læg dertil hans enorme vægttab til rollen, og det virker næsten som forhåndskalkuleret Oscar-madding. Men præstationen er Oscar-værdig, og texaneren har da også vundet de fleste af de store priser op til Oscar’en – bl.a. Golden Globe og skuespilforbundets egen pris, den såkaldte SAG. Han har også været god til at køre PR-spillet, hvilket er en forudsætning for de fleste Oscar-sejre.
Svaghed
Ingen. Måske der kan opstå en ’mæthed’ eller misundelse efter et år med hypede præstationer i ’Mud’, ’The Wolf of Wall Street’ og ’True Detective’. Men det er næppe sandsynligt.
Vinderchancer
60% – det bliver en Oscar-tale, der får kvinder såvel som mænd til at blusse i kinderne.
Læs også: Se vinderchancerne for ‘Jagten’ og dens konkurrenter
Læs også: Se, hvem du skal spille på i hovedkategorien Bedste Film
Læs også: Her er favoritten til Bedste Instruktør