J Tillman – mættet af melankolien
Navlepillende kedsommelighed. Det kan så absolut siges pænere, men alligevel skyder amerikanske Rolling Stone ikke langt forbi målet i deres bedømmelse af landsmanden Josh Tillmans minimalistiske americana. Med sange der er så stille og melankolske, at de er faretruende tæt på at kollapse under vægten af den to meter høje og særdeles langskæggede Fleet Foxes-trommeslager, kan han det ene øjeblik levere stunder af gribende tristesse, så tårerne triller, og det andet øjeblik vugge et halvfyldt Lille Vega i søvn hurtigere end du kan nå at sige »jamen, lyder den sang ikke fuldstændigt som de tre, han lige har spillet?«.
Søndag aften blev det desværre til lidt for meget af det sidstnævnte. Tag ikke fejl, sange som ‘No Occasion’, ‘First Born’ og ‘Vessels’ fra den fremragende ‘Vacilando Territory Blues’ blev spillet som små country-perler, der sparkede os lige der, hvor det gør allermest ondt, men på et tidspunkt bliver man sgu mættet af melankolien, tristessen, rumklangen og sørgmodigheden. Og hvad stiller man så op med et ellers velspillende orkester? Sætter dem til at smadre en god portion af sangene ved at larme, hvor der larmes kan, og lige pludselig er du vidne til en relativt uinteressant americana-udgave af Crazy Horse.
J. Tillman er en stemningens mester, og især på det seneste album ‘Year In The Kingdom’ giver han sig hen til en monoton, men behagelig og intim sangskrivning. Men hvad der fungerer hjemme i stuen, kom til kort ved en koncert, der på trods af overraskende energiudfald kun i få øjeblikke blev til noget smukkere og større end, ja, navlepillende kedsommelighed.
