Kode9 + King Midas Sound – ualmindelig klubaften

King Midas Sound og Kode9 gav københavnerne et blik ind i en fremmed klubscene ved gårsdagens afslutningen af Wundergrund Festival på JazzHouse.

King Midas Sound lagde ud med at præsentere et nyt eksperiment: Hvad kan støj i dubstep? Støj har hovedsagligt to egenskaber: For det første kan det rense ørerne for lydlige referencer. Det hvisker tavlen ren. For det andet kan det styrke musikkens voldsomhed i kraft af dets truende mulighed for ustoppelig forøgelse.

King Midas Sound gjorde intelligent brug af begge virkninger. Den rensende effekt var specielt smuk, når larmen pludselig erstattedes af Roger Robinsons sarte og bittersøde vokal. Det voldsomme element, som står i stærk kontrast til bandets meget low-key album ‘Waiting For You’, viste sig også effektiv: Dybdeborende bas og støjende diskant giver en foruroligende hårdhed, som er svær ikke at blive revet med af. Men der var også passager, hvor støjen blev mudret, når den druknede musikkens øvrige distinktioner, i stedet for at kontrastere dem. Så mistede den sin virkning og blev kedelig.

Efter Kind Midas Sound gik pladeselskabet Hyperdubs ejer og en af Englands vigtigste producere Kode9 til dj-pulten. Sjældent hører man så intelligent dj’ing på en dansk klub. Kode9 har en helt usædvanlig lyd med blandinger af dubstep, grime og musikalske figurer hentet i percussion-baseret dansemusik som samba eller sydafrikansk dansetradition.

Kerneelementet er de adrætte rytmiske udviklinger, der spillende vender og drejer sig med atletens rolige fart. Meget levende og humoristisk dansemusik, som ligger langt fra den elektroniske musikstil, vi hører her i byen. Men Kode9s legende lyd gør den også svær. Den har ikke altid samme påtrængende uimodståelighed som den aggressive dubstep-bas eller et insisterende mere poppet technobeat.

Settets ualmindelighed var en klædelig udfordring for det lille men engagerede københavnske publikum. Det er i grunden sjovt, at et internationalt klubnavn som Kode9 ikke trækker flere folk til i en by, der bryster sig af et eksperimenterende natteliv. Kunne det være fordi, man snakker mere om eksperimentet, end man danser til det?