Foals – gedigne grooves
Tager man groovet fra Foals, er der ikke meget tilbage. Indrømmet, de flexer momentvis gode melodier og fængende guitarløb, men det er beatet, der er nervecenteret, hvorfra det hele udgår. Derfor er det også naturligt at skrue op for rytmebunden, som bandet gjorde på Lille Vega, hvor et tykt underlag af bas og trommer var absolut dominerende.
Trommeslager Jack Bevan spiller tight og indpiskende, men også uopfindsomt. Han ved lidt for godt, at han altid har sin dybt pumpende stortromme og hoppende discoslag på hihatten at falde tilbage på. Resultatet var som sådan effektivt og sendte de forreste publikummer i moshpit fra starten, men det kostede nuancer og detaljer. Tangenterne var næsten uhørlige, og de ringlende, dæmpede guitarlicks, der omgiver de blege englændere med et tyndt skær af Vestafrika, havde svært ved at få luft.
Når det er sagt, så lyder Foals godt, spiller stramt og benprofessionelt, og deres bedste numre er ypperlige. Sangene gled umærkeligt ind i hinanden, og ti minutters tekniske problemer blev løst med en jamsession. Den fremragende debut ‘Antidotes’ og den mere kedsommelige ‘Total Life Forever’ var nogenlunde ligeligt repræsenteret, og åbningsnummeret ‘Blue Blood’, indiebangeren ‘The French Open’ og den sprintende ‘Cassius’ var i sig selv koncerten værd. Men det var ‘Spanish Sahara’, der med god gammel fællessang, som vor mødre lavede den, viste sig som absolut publikumsfavorit.
Til gengæld lod band og publikum til ind imellem at gå lidt skævt af hinanden. Som på det ordinære sets sidste nummer ‘Electric Bloom’, hvor briterne gik i vellydende selvsving og tog tilløb til rave, mens publikum nulrede sig i lommerne og spyttede i øllene. Men der havde de også for længst bevist deres kærlighed til de fem briter.
