Bryan Ferry – Lir og luksus
Det luksuriøse er i højsædet, da Bryan Ferry søndag aften indtager Falconer Salen med sit ni m/k høje orkester. Lyssætningen emmer af eksklusivitet med varmt changerende farver, som elegant oplyser de stilsikre omgivelser, mens der bag scenen projiceres labert udformede billedserier af letpåklædte damer overdynget med smykker, parfume og lind champagne i stride strømme.
Og hovedpersonen selv? Well, han har for længst lagt ungdommens viltre flamboyante stil bag sig og giver den stadigvæk ufortrødent som tilknappet elegantier, der med sin blide, om end stærkt kontrollerede croonerstemme, vækker mindelser om silkeindsvøbt erotik af den mere modne slags.
Han er vanen tro klædt i et af sine mange skarptskårne jakkesæt og holder sig for det meste bag mikrofonstativet, hvorfra han veloplagt forsøger at udkrænge sine veldesignede kærlighedsballader akkompagneret af et strømlinet, men desværre også gejlt klingende orkester. En blanding, der ikke altid falder ud til Ferrys fordel denne aften. Især fordi der fokuseres så indædt på det virtuose og på at underholde med ekvilibristiske guitarsoloer og langstrakte instrumentalpassager. En skam, for det underminerer sangmaterialet, der alt for ofte fremstår klinisk, ja decideret blottet for nerve.
Så foretrækker jeg ham i de få passager, hvor han løsner den øverste skjorteknap og lader parfumen sive ud blandt publikum i form af klassiske lightersange som ‘Slave to Love’ og ‘Avalon, eller når han injicerer lidt vildskab midt i alt kønsløsheden med det tøjlesløse ‘Re-Make/Re-Model’ fra de tidlige Roxy Music-dage.
Ferry har altid forstået at iklæde sin musik i lækre gevandter. Det gør han også fint i aften, men midt i al liret taber han sine sange på gulvet, og det er ikke ubetinget interessant at lægge ører til.
