The Raveonettes – ikke så meget pis

Da Sune Wagner entrede Orange Scene svingende med et sort flag med den hvide signatur-ravn fra det seneste album ‘Raven in the Grave’ og sammen med en vinkende Sharin Foo lod sig hylde af publikum, inden en eneste tone var blevet slået an, virkede det som om, duoen for alvor havde tænkt sig at modbevise enhver tvivl om, hvorvidt de kunne spille Roskilde Festivals største scene op.

Men selv om det var en halvdansende Wagner, der overlod guitarstøjen til de to live-hyresvende på åbningsnummeret ‘Recharge & Revolt’ og i stedet sang og småflirtede med publikum, så blev det mest af alt en solid koncert i vanlig The Raveonettes-stil – uden så meget udenomspis og med fokus på de støjfyldte og melodiske sange.

Setlisten var også ganske kompromisløst bygget op omkring sange fra ‘Raven in the Grave’, men med veldoserede hits som ‘Dead Sound’, ‘Love in a Trashcan’ og ‘Attack of the Ghost Riders’ formåede duoen at holde et fast greb om publikum.
Og mest af alt fremstod The Raveonettes virkelig professionelle. Selv ikke et tidligt strømsvigt på scenen kunne hyle dem ud af det. Så selv om de maniske stroboskoplys og røgen på scenen ikke havde så stor effekt i dagslyset, så var det ikke svært at lade sig indhylle i bands guitarstøj og de monotone, buldrende gulvtammere.

Og så var Sharin Foo i sit es, da hun først på ‘Apparitions’ og specielt senere på ‘Forget That You’re Young’ sang så smukt og forførende, at nakkehårene rejste sig.

‘Aly, Walk With Me’ lukkede som et perfekt timet punktum med übercool strengetæsk og monotont beat. 65 minutter. Ingen ekstranumre. Ikke noget pis. Bare musik. God musik.

Roskilde Festival: Se hele vores dækning