‘The Amazing Spider-Man 2’
Da Spider-Man-franchisen i 2012 blev rebootet – ny skuespiller (Andrew Garfield) og ny instruktør (’500 Days of Summer’-bagmanden Marc Webb) – var forventningerne høje. Superhelten skulle genrejses efter den mildt sagt fjollede ’Spider-Man 3’, hvor Tobey Maguires dansescene blev symbolet på nedturen.
Det var derfor en mild skuffelse, at ’The Amazing Spider-Man’ viste sig at være en temmelig identisk kopi af Sam Raimis første ’Spider-Man’, der ikke tilføjede nye eller afgørende dimensioner til den blårøde edderkopmutant. Det er desværre heller ikke tilfældet med ’The Amazing Spider-Man 2’, men kan man nøjes med eksplosiv CGI-action og svimlende flyveture gennem New Yorks skyline, går man ikke helt forgæves.
En række genmuterede bæster vil ødelægge byen, Spider-Man prøver at stoppe dem, og plottet er generelt lige så rundforvirret og underordnet, som skurkene er mange og fjollede.
Jamie Foxx spiller en tumpet, halvskizofren nørd med hentehår, der kommer galt af sted på Oscorp (nu må de da snart få forbedret det fysiske arbejdsmiljø!): Den strømførende Mr. Freeze-klon, Electro, er født. Paul Giamatti skriger sig hæs som østeuropæisk plutoniumtyv (80’erne ringede – de vil gerne have deres skurkestereotyp tilbage). Og for at det ikke skal være nok: Peters barndomsven Harry Osborn (Dane DeHann) muteres til en Trolderik-udgave af Green Goblin.
Samtidig forsøger Peter at få sit forhold med den dødcharmerende Gwen Stacy (Emma Stone) til at fungere. Og så har forældrenes mystiske død for mange år siden noget med det hele at gøre. Et reboot har ikke gjort det nemmere at være Peter Parker.
Faktisk gør filmen alt det, som man på forhånd kunne frygte. Den forvilder sig ud i alt for mange handlingstråde, skurkene mangler format, og filmen vælger nærmest entydigt action frem for karakterpsykologi.
Men netop de utallige actionscener er den egentlige attraktion. Opskriften lyder på ’Man of Steel’-lydniveau, superslow-kamera a la ’300’ og ironiske jokes a la ’Iron Man’. Bedst er den dramatiske, high-speed-klippede flykapringsprolog (hvem sagde ’The Dark Knight Rises’?) og scenen, hvor Electro sætter strøm til Times Squares neonhelvede.
Filmen fornyer ikke superhelte-blockbusteren, men inkarnerer den med bulder, brag og underholdning. Man er blevet blæst igennem, når biografmørket fortoner sig i slutteksternes dunkende technostadionrock. Det er dårlig smag, men forførende eskapisme, og langt væk er mørket og den indre splittelse, som vandt indpas i genren med Christopher Nolans ’Batman Begins’.
’The Amazing Spider-Man 2’ er øjeblikkets larmende spektakel, og målt på det parameter er den bedre end sine forgængere.
Kort sagt:
Slå hjernen fra og nyd turen. ’The Amazing Spider-Man 2’ er definitionen på en blockbuster: buldrende actionscener, skrabet karakterpsykologi og kampen mellem det gode og det onde. Fornemmelsen af at have set det hele før forsvinder delvist i ’guilty-pleasure’-spektaklet.
Læs også: ‘Captain America 2’ er en af de bedste superheltefilm nogensinde
Læs også: ‘Divergent’ er en dårlig kopi af ‘The Hunger Games’