Prince – intet kan måle sig med ham

Han så godt nok ud til at hygge sig, den lille prins, som han stod der på scenen på en mudret amagerkansk mark omgivet af sit band. Og det var næsten det fedeste ved søndag aftens lange opvisning i overlegen musikalitet og elegant nyfortolkning af et imponerede bagkatalog af hits.

Prince lagde arrogant ud med en meget uhøjtidelig jamsession med den legendariske Sly & The Family Stone-bassist Larry Graham. Et 20 minutter langt funkgroove der var lige dele opvarmning og lydprøve. Derefter blev det mere fokuseret, og vi fik både en ekstatisk version af ‘Let’s Go Crazy’ og ‘1999’ inden den altid hjerteskærende ‘Nothing Compares 2 U’.

I modsætning til koncerten på Roskilde Festival sidste sommer fyldte Prince meget mere på scenen og diverterede med alt fra vanvittige guitarudladninger til en ‘bass-off’ med den danske bassist Ida. Den 51-årige næsten-dværg fra Minneapolis vred sine hofter rundt i absurde dansetrin under et kraftfuldt medley af elektroniske 80’er-hits som ‘When Doves Cry’. Koncerten lørdag aften blev afkortet af et kraftigt regnskyl, og det virkede i den grad som om Prince havde i sinde at kompensere for det afbrudte musikalske samleje med et kæmpe-orgie.

Gennem to og en halv time viste han alle facetter af sit musikalske virke, inden det hele kulminerede under ekstranumrene med et gigantisk fyrværkeri og en kæmpe fest på scenen med et hav af dansende publikummer og Prince og unge Janelle Mónae i improviseret duet på klaveret.

‘Dance. Music. Sex. Romance.’ fik han os til at gentage, og det var i sandhed, hvad vi fik, mens det regnede lilla konfetti, og en tåre trængte sig på under udødelige ‘Purple Rain’. Trods gimmicks og krudt følte man sig aldrig leflet for, bare utroligt godt underholdt af en usandsynligt talentfuld mand.