Oneohtrix Point Never – for mange fortrydelser

Den store synth- og samplestjerne strålede ikke synderligt gennemtrængende denne mandag aften i Loppens hule. Det var ellers ok at have forventningerne i vejret, havde man tjekket hans netop udgivede album ud. Og starten virkede da også indbydende: Højt syngende synths fyldte rummet, næsten som fugle der strækker deres lyse pip til det yderste. Så gik en skrattende motor i gang og lyden af en raket, der letter, greb scenen med støj.

Man var mildest talt klar til at tage med Oneohtrix på en rejse i hans afvekslingsrige univers. Men så var det som om tråden knækkede. Trods den fine indledning havde han svært ved at finde et elegant fodfæste. Lidt som om han fortrød sin start. Desværre blev det et gennemgående træk ved koncerten, at meget blev sat i gang, men kun lidt fulgt til dørs.

Læs også: Anmeldelse af Oneohtrix Point Nevers album

De enkelte numre virkede dertil rodet sat sammen. Man havde i al for høj grad fornemmelsen af adskilte lag, der blev lagt klodset oven på hinanden, hvor Oneohtrix’ kompositioner ellers er præget af en slående integration og dynamisk helhed.

Til en koncert som denne bør man som publikum tage udfordringen op og forsøge at høre, om musikken er rodet, eller om den besidder en orden, man bare har svært ved at fange. Tit er balancen hårfin. Men Oneohtrix kom ikke sit publikum i møde. Selvom der var øjeblikke, hvor den ekstremt tætpakkede lyd næsten virkede som en hyggelig støjdyne, som man mandagsagtigt kunne trække over sit vinterhoved, så var der for langt mellem de opmuntrende snaps.

Det kunne i øvrigt også mærkes på det relativt sparsomme publikum, der mildest talt virkede uimponeret. De klichéramte lo-fi-visuals (tænk gamle tegneseriefigurer i ‘syrede’ klipninger og 3D postkort fra 2000) hjalp bestemt heller ikke på opmærksomheden.