Dirty Beaches – dronet mareridtsromantik

Den holder stadig. Tv-scenen, hvor Audrey Horne i sin plisserede lillepigenederdel, hvide ankelsokker og den mørkkrøllede 50’er-frisure danser ensomt om sig selv i dineren i den lille flække Twin Peaks. Det er præcis den samme foruroligende stemning af ensomhed, som Dirty Beaches’ Alex Zhang Hungtai serverede med debuten ’Badlands’ sidste sommer.



Derfor syntes Stengades dystre, indelukkede og hærgede lokaler også som den helt igennem ideelle location til canadiernes hjemsøgende og 50’er-nostalgiske lo-fi-rockabilly. Men det var faktisk ikke mange af numrene fra ’Badlands’, som Hungtai lod ud over den lillebitte scenekant sammen med sine to medmusikanter. Den skurrende og distortede mur ramte så tungt, at det dirrede snurrende i pandehåret i en lang seance af dystre og indadvendte, instrumentale sekvenser, der i stedet lagde sig mere op af syret 60’er-inspiration end dét rockabilly- og Suicide-lydunivers, som Hungtai ellers præsenterede på sin debut.



Men i sin sorte T-shirt, Elvis-pomadehår og Vita Wrappen godt pakket omkring den nyeste underarms-tusch, er Hungtai stadig et levende billede på den fortabte ’Leader of the Pack’-børste fra 50’ernes high school-dramaer. Og som en mareridtsplaget Chris Isaac satte hans forpinte croon og nervepirrende jammerskrig sig alligevel som en klump i halsen, blandt andet på den længselsfulde ’Lord Knows Best’, og især da Hungtai hen mod slut vaklede ned fra scenen og ud blandt det koncentrerede publikum.

Hungtai var ikke ligefrem en crowdpleaser i sit setlistevalg denne aften, og man savnede lidt mere fra ’Badlands’. Men ligesom Audrey-scenen i Twin Peaks, er det måske ikke altid det velkendte, som fungerer bedst?