tUnE-yArDs – kondenseret live-performance
At opleve amerikanske Merill Garbus’ vanvittige, mangedoblede leg med loop-pedalerne er simpelthen et studie i musikalsk uovertruffenhed og frygtløs legesyge, som hun står oppe bag sine to trommer med indianersminken hen over kinderne og synger, brummer, brøler og skriger som en anden Ronja Røverdatter, mens hun banker løs med trommestikkerne og klimrer på sin ukulele alt sammen på én gang.
Man kan ikke lade være med at tænke, at der inde i den æblekindede Garbus’ snørklede hjerne må eksistere et helt igennem unikt, labyrintisk system, som gør den charmerende vidunderpige i stand til at jonglere sine på én gang spartanske og kludrede tonelandskaber, så de formerer sig ud i både dundrende afro-beats, kitschede jazzeskapader og spinkle eksperimentalpop-arrangementer.
Læs også: Publikumsreaktioner fra The Cure
Med Garbus’ medbragte følge af både to trompetister og en bassist, alle tre i gennemførte Napoleon Dynamite-kostumer komplet med svedbånd og nørdebriller, og de ligeså finurlige akrobatiske danserinder i guldgamacher, var Garbus’ show virkelig kondenseret live-performance og bragte et smil frem på læben.
Men tUnE-yArDs’ musik kræver også meget af sin lytter, og måske var det derfor, at publikum ikke helt tog imod Garbus’ opfordring om at danse og slå sig løs, men i stedet forholdt sig ret tilbageholdende igennem hele koncerten – til trods for virkelig flotte live-udgaver af især ’Bizness’ og ’FIYA’. Det er selvfølgelig slet ikke en dårlig ting med et opmærksomt publikum, men koncerten blev aldrig rigtig helt den opløftende stammedansfest, som Garbus’ musik ellers lægger op til.
