I overmorgen får Wes Andersons ’The Grand Budapest Hotel’ premiere, og i det kommende nummer af Soundvenue kan du læse et stort interview med den texanske instruktør, som vi mødte i København.
I samme ombæring bad vi ham udpege verdens tre – ifølge ham – mest musikalske film. Wes Andersons egne film er kendt for at være pertentligt udformede på musiksiden, og også ’The Grand Budapest Hotel’ føles gennemmusikalsk – denne gang dog uden den hyldest til gamle mestre, som han ellers er kendt for: Bowies i ’The Life Aquatic of Steve Zissou’, The Kinks i ’The Darjeeling Limited’ og ’Rushmore’ og Beatles i ’The Royal Tenenbaums’.
Se de tre filmmusikalske højdepunkter ifølge Wes Anderson på de næste sider.
’The Life and Death of Colonel Blimp’ (1943)
»Powell og Pressburgers film er generelt utroligt musikalske – især de senere af dem. Jeg kan faktisk ikke engang huske, hvad ’Blimp’-komponisten hedder, men det er måske den samme, som har lavet ’The Red Shoes’, som også er forrygende«.
’Mean Streets’ (1973)
»Der er efterhånden utroligt mange film, der helt fantastisk bruger sange som filmmusik, og på en måde startede det hele med ’Mean Streets’. Scorsese har virkelig haft enorm betydning for den måde at tænke musik og billeder på«.
’Coming Home’ (1978)
»Jeg har altid elsket den måde, musikken bruges på i ’Coming Home’ – musikken starter i én scene, kører videre ind i næste scene, skifter så pludseligt og kører videre. Nærmest som en stumfilm med tilhørende dj. Det er helt specielt. Hal Ashby er meget overset«.