10 film, vi gerne vil se som tv-serier

grand budapest

 

Vi er vant til at se succesfulde tv-serier træde et skridt op i skala og blive til biograffilm. Men for tiden er det den omvendte trend – at film bliver til tv-serier – som virkelig gør sig gældende.

Fra på mandag kan ’Fargo’ ses på HBO Nordic (læs vores anmeldelse HER), men også ’12 Monkeys’, ’Gomorrah’ og ’The Truman Show’ er på vej. Her er 10 bud på, hvilke film fra det nye årtusinde der burde tage springet fra det store lærred til den lille skærm.

Læs med på de følgende sider.

Drive

‘Drive’

Filmens non-lineære struktur er oplagt at overføre til tv-serie-formatet, hvor der i endnu højere grad kan leges med flashbacks og spring i tid. Figuren Drivers splittede personlighed – stuntmand om dagen og getaway driver om natten – er oplagt at udnytte dramatisk.

Drivers uudgrundelighed kan både være tv-seriens styrke og svaghed: Her får man mulighed for langsomt at udfolde, hvad der gemmer sig bag karakterens facade (det aspekt fungerede fremragende med Don Draper i ’Mad Men’), men omvendt: Hvis vi ved for meget, mister figuren sin enigmatiske fascinationskraft. Med et stærkt manuskript og de rette skuespillere er potentialet dog grænseløst.

Nicolas Winding Refn har med sin instruktion af et afsnit af ’Miss Marple’ så rigelig tv-erfaring til, at han passende selv kunne løfte opgaven!

Kill Bill

‘Kill Bill’

Det kunne være oplagt at vende plottet i ’Kill Bill’ på hovedet og lave en form for prequel, hvor ’The Deadly Viper Association Squad’ endnu er samlet under Bills fåmælte, men autoritative lederskab. Hvert nyt afsnit kunne bestå i, at det flamboyante lejermorderkollektiv indleder jagten på en person, der skal ’streges’ af Bills liste.

Man kunne kombinere dette tilbagevendende mønster med flashbacks til de enkelte lejemorderes livshistorier a la strukturen i forlægget. Tarantino sysler vist fortsat med ideen om at lave en ’Kill Bill’ volume 3 og 4, og der er mange tråde at sammenflette i ’Kill Bill’-universet. Hvorfor ikke lave en hel serie?

Almost Famous

‘Almost Famous’

’Almost Famous’ var både uhøjtidelig og sorgfuld. Den sagde en masse om at være ung, om idealisme, om rockmusik, om kunstnerisk integritet (eller mangel på samme) og om de spæde 70’ere (efter hippiedrømmens endeligt).

Som tv-serie kunne strukturen passende afspejle turnélivets omflakkende trummerum. Hvert nyt afsnit kunne udgøre et stop på turnéen. På den måde ville man også komme rundt i hele USA, så det ville blive et portræt ikke bare af tiden, men af stederne – en mosaik over Amerika, simpelthen. Starten og slutningen på hver episode kunne være et tilbagevendende motiv med hhv. afslutningen og opstarten på endnu en busrejse (som i filmen til tonerne af Elton Johns ’Tiny Dancer’).

The Grand Budapest Hotel

‘The Grand Budapest Hotel’

Wes Andersons seneste bedrift er en firelaget fortælling, der åbner for en kinesisk æske af historier. Og hele filmens centrale midterspor i et fiktivt mellemkrigs-Europa med mere end en snert af det østrig-ungarske kejserriges dekadence kunne oplagt danne rammen om en pragtfuldt kitschet omgang tv.

Hotelconciergen Gustave i Ralph Fiennes’ skønne gestaltning, et uudtømmeligt reservoir af excentriske notabiliteter, stenrige arvinger og negligerede undersåtter ville udgøre rammen om et mylder af historier-inde-i-historien på det dukkehus- eller lagkagelignende hotel. En række løbende gags og indforståede jokes ville kunne udfoldes til kostelig perfektion. ’Fawlty Towers’ på østrig-ungarsk – og er det i øvrigt ikke på tide, at Wes Anderson prøver kræfter med tv-serie-formatet?

Lad den rette komme ind

‘Lad den rette komme ind’

Med mindre man har opholdt sig i en nedsænket kiste det seneste årti, ved man, at vampyrer er det varmeste varme. Man savner dog af og til noget nyt blod i genren, og her kommer den svenske nyklassiker om 12-årige Oscars forelskelse i vampyren Eli ind i billedet.

Blandingen af sårbar ungdomsfremstilling, køkkenvask-socialrealisme på svensk, nordisk kulde og stilren æstetik (blod og is, rødt på hvidt), simrende romantik og rendyrket horror vil kunne bide sig fast i tv-seerne og skabe en nærværende, rørende, poetisk og voldsom vampyrfremstilling. Det overnaturlige vil – som i filmen – stå stærkt i kontrasten med virkelighedsnært hverdagsdrama.

The Great Beauty

‘Den store skønhed’

Paolo Sorrentinos visuelle overflødighedshorn af et billeddigt om kulturelitens liv og levned i et dekadent nutids-Rom er både vittig, patetisk, indforstået og respektløs.

Alle tonearter samler sig i den altdominerende hovedperson, ex-forfatteren Jep Gambardella – spillet af den uforlignelige Tony Servillo – en livsnydende æstet, der udtrykker en lettere distræt, men momentvis glødende charme. Filmens styrke er dens nærmest rituelle dekadence (med endeløse fester på tagterrasser) og dens hovedpersons manglende evne til at forny sig. Et italiensk svar på Don Draper – bare uden dennes ar på sjælen og deraf afledte ambition.

Udfordringen ligger i at overføre filmens opulente æstetik med imponerende kranførte kamerapanoreringer til tv-serie-regelmæssighed. Men serier som ’True Detective’ har jo trods alt vist, at det filmiske billedsprog virkelig har indtaget tv-serierne også.

Battle Royale

‘Battle Royale’

Det japanske kultfænomen foregriber på mange måder hele reality-tv-genrens mere udpenslede afarter – ’Robinson-ekspeditionen’ omplantet til en skole og blandt elever (med våben!), hvor elimineringsaspektet er mere fatalt og blodigt end i den fingerede virkelighed.

Som tv-serie ville ’Battle Royale’ have den ekstra styrke, at den ville henvende sig meget direkte til målgruppen – teenagere og unge i 20’erne – takket være dens setting. Hvis ’Hunger Games’ kan være tidens mest populære filmfranchise, ville ’Battle Royale’ som tv-serie have potentialet til at blive alle tiders mest grænsesøgende. Eneste problem: Hvem ville turde vise den?

Sincity2

‘Sin City’

Frank Millers graphic novel-forlæg til filmen ’Sin City’ består af 13 forholdsvis kondenserede episoder/afsnit fra tegneseriehæftet ’Dark Horse Presents’. Så der er ikke ubegrænsede mængder materiale at gribe fat i ved en adaptation til tv-serie-formatet, men alligevel… Den længe ventede opfølger til filmen får premiere i 2014 og tager sig efter sigende en del friheder i forhold til forlægget, så en tv-serie kan jo passende gøre det samme.

Man kunne med fordel beholde filmens særegne æstetik, der mikser sort-hvide optagelser med udvalgte farveeffekter. Den digitale teknologis muligheder for at udnytte den specielle farvekodnings atmosfæriske virkning er kun blevet større de seneste 10 år, så teknisk burde resultatet blive imponerende – mere noir-dystert end nogensinde og på samme tid skrigende ekspressivt.

Frances Ha

‘Frances Ha’

Noah Baumbachs newyorkerkomedie fra 2013 i sort-hvid var som en cool jazzsoloimprovisation, der lånte både fra fransk nybølge og Woody Allens ’Manhattan’. Filmens hovedkarakter – spillet af Greta Gerwig – var tilsyneladende permanent fanget mellem ungdommens skæve drømmerier og voksenlivets ensrettende ansvarsfuldhed.

Den løse, episodiske og delvist plotløse struktur kunne være perfekt som en henkastet, sofistikeret og livsklog sitcom – måske lidt hen af den suveræne FX-serie ’Louie’. Sitcomgenren er netop kendetegnet ved, at dens figurer er fanget i et slags endeløst loop eller limbotilstand, hvor personlig udvikling er ukendte fænomener. ’Frances Ha’ ville kunne give en fortærsket genre et forfriskende skud energi: som en meditation over et ungt menneskes brydsomme identitetskampe.

The Departed

‘The Departed’

Tv-seerne bliver tilsyneladende aldrig mætte af serier, der tager udgangspunkt i organiseret kriminalitet. En værdig og slagkraftig opfølger til ’The Sopranos’ og ’The Wire’ etc. kunne være en tv-udgave af Scorseses Oscar-vinder ’The Departed’.

Filmens afsæt – centreret omkring de sene 70’eres og tidlige 80’eres irsk-dominerede Boston – er rigt på spændende facetter, der kunne forankre serien i et vibrerende tids- og miljøsignalement. Spørgsmålene om, hvordan mafiaen påvirker byen, den opererer i, og hvordan byen påvirker mafiaen, kunne være bagtæppet for en ambitiøs og pulserende fortælling.

Sponsoreret indhold
Features

Gå ikke glip af