‘Veep’ – sæson 3
Æv. De dage, hvor jeg glædede mig mere til ’Veep’ end til ’Parks and Recreation’ er forbi. For ’Veep’ er blevet værre, men når rigtig gode ting bliver værre, bliver de dog heldigvis ikke dårlige, de bliver bare … mindre gode.
Jeg elsker Julia Louis-Dreyfus. Det har jeg gjort lige siden første gang, jeg så ’Seinfeld’ (i øvrigt den eneste serie, jeg har binge-watched fra første til sidste afsnit to gange. Okay. Tre gange).
Og hun gør det pissegodt som den evige toer, vicepræsident Selina Meyers eller bare ’the veep’. I første sæson af ’serien’ – og til dels også i anden – passede hårdheden og de skarpt tegnede figurer godt, men første del af tredje sæson peger i retning af at blive ’House of Cards’ møder ’Parks and Recreation’. Hvilket jo egentlig lyder ret fantastisk, men det kombineres med en røvballetilgang, som serien har holdt sig for god til tidligere.
Der introduceres ellers et meget markant twist allerede i første afsnit af sæsonen, for Selina får nemlig igen chancen for at få præsidentposten. Det betyder, at der er lagt i ovnen til præsidentkampagne, og det sætter en snæver ramme for handlingen, der blandt andet betyder to inkompetente (og alt for platte) tilføjelser til staben, først og fremmest en vicekampagnechef, der ikke kan viderestille en telefon. Come nu on, laveste fællesnævner much?
Dertil kommer, at Selina bare er sjovere på enkeltsagsniveau end som generalist, og således vinder andet afsnit på en helt fabelagtig abortdebat, hvor Selina liiiige skal tage stilling til, om hun er pro-choice eller pro-life, og jonglerer interessenter fra begge sider så længe.
Til gengæld går røvirriterende Jonah (spillet formidabelt af Timothy Simons) rogue efter en mindre marketingskandale. Jonah – eller Jonad som hans modstandere foretrækker – er bindeleddet mellem Det Hvide Hus og vicepræsidentkontoret, og han holder stadig som en fantastisk inter-office-boksebold (og shit, nogle ondskabsfulde angreb, han udsættes for af sine ’kolleger’). Og fordi han simpelthen er så sindssygt øretæveindbydende, så bidrager han stadig til at gøre alle omkring ham sjovere – uden at det bliver ren fjolleri.
’Veep’ har udmærket sig ved at være en hamrende god mockumentary, der balancerer lige en tand længere ovre i ren komedie end førnævnte ’Parks and Rec’. Men denne sæson mister i perioder tilliden til, at seerne godt forstår subtile hentydninger til karakterernes faglige inkompetence, uden at skuespillerne decideret behøver at tabe – eller snuble over – noget som helst.
Når serien trods alt stadig holder, er det således ikke mindst på grund af de fantastiske skuespillere – ud over Julia Louis-Dreyfus og Timothy Simons også vicepræsidentens P.A. Gary Walsh – selvom jeg umuligt kan være den første, der ser Buster fra ’Arrested Development’, hver eneste gang Gary hvisker til Selina, hvem der er hvem, eller bliver helt varm i kinderne af stolthed, når han får ros.
Så ’Veep’ har stadig rigeligt niveau til, at jeg hænger på med glæde. Og så kan man jo ellers bare ærgre sig over, at man ikke bor i USA og er blevet udsat for den her ret så fantastiske reklamekampagne op til show-start. Jeg gad sgu godt have en sms fra Selina Meyers – She Has Mey(ers) Vote!
Kort sagt:
’Veep’ er stadig pissegod, bare ikke helt lige så pissegod, som den var i seneste, endsige første sæson. Og det er da egentlig ærgerligt, når nu man har både Elaine og Buster, undskyld Gary, ombord.
