‘X-Men: Days of Future Past’
At give denne nyeste X-Men-film fem stjerner rejser visse spørgsmål i forhold til franchisens tidligere installationer. Er ’Days of Future Past’ bedre end den roste ’X-Men 2’ fra 2003? Intet kan fravriste ’X-Men’-seriens første film deres genredefinerende originalitet og velorkestrerede karakterudvikling, der til stadighed giver Marvels senere superheltebrag baghjul.
Under Bryan Singers kyndige instruktion blev særligt toeren et skoleeksempel på, hvordan man mikser den rette superhelte-cocktail af action, historiefortælling og spandevis af kæk charme, længe før Robert Downey Jr. i 2008 iførte sig sin Iron Man-dragt, og ene mand reddede Marvel fra at ende som filmverdens svar på Cartoon Network.
Siden gik det ned ad bakke for mutanterne, da Singer sprang fra ’X-Men: The Last Stand’ for at hellige sig – af alle projekter – ’Superman Returns’ i 2006. Med Brett Ratner (Hollywoods svar på en menneskelig knaldperle) ved roret blev ’Last Stand’ en visuelt spektakulær, men sjæleforladt ’slutning’ på ’X-Men’-trilogien, og der skulle gå en rum tid, før vi igen, i 2011, kunne stifte bekendtskab med über-mutanterne Charles Xavier og Magneto i Matthew Vaughns vellykkede ’First Class’.
I ’Days of Future Past’ er Bryan Singer tilbage for at forene karaktererne fra de oprindelige ’X-Men’-film med persongalleriet fra ’First Class’. I en nær fremtid har de menneskeskabte superrobotter The Sentinels så godt som udryddet al liv, og i et sidste desperat forsøg på at ændre jordens skæbne sendes Wolverine (Hugh Jackman), med hjælp fra Kitty Pryde (Ellen Page), tilbage i tiden for at forhindre dommedagsscenariet.
Læs også: Bryan Singer udtaler sig for første gang om sexmisbrugsanklager
I 70’erne må Wolverine opsøge den desillusionerede Xavier (James McAvoy) og den stadigt farligere Magneto (Michael Fassbender) i jagten på Mystique (Jennifer Lawrence), hvis unikke genmutation vil inspirere fremtidens Sentinels. Men at få rivalerne Xavier og Magneto til at holde hænder i den gode sags tjeneste strækker Wolverines ikke-eksisterende diplomatiske evner til yderste klospids.
Som de ældre Xavier og Magneto er henholdsvis Patrick Stewart og Ian McKellen tilbage, og det er denne sammensætning af garvede teaterskuespillere, unge Hollywood-darlings, Oscar-vindere og charmerende gavtyve (Evan Peters som mutanten Quicksilver er fænomenal), der gør ’Days of Future Past’ til en ren fornøjelse.
Filmen emmer af en herlig analog 70’er-nostalgi, der udgør en perfekt modsætning til mutanternes ekstreme kræfter, og samtlige skuespillere er så hjemme i deres respektive roller, at det er en fryd at opleve dem slynge dialogen frem og tilbage imellem hinanden som i et spil frækt høvdingebold. Nå ja, og at caste en dværg, hvis genetiske mutation står i skarp kontrast til X-mændenes, som den bitre mutantbekæmper Boliver Trask (Peter Dinklage), er på mange måder lidt genialt.
Man må sluge et par kronologi-kameler undervejs; Døde professor Xavier for eksempel ikke i ’The Last Stand’ (tegneseriekendere vil have svaret på denne)? Og hvordan er jorden så hurtigt blevet reduceret til en ødemark?
Læs også: 10 sommerfilm vi glæder os enormt til
Så lang er Singers film trods alt ikke, at der er tid til at etablere fremtidsscenariet med andet end en hastig voice-over og et smadret New York. Men så er vi i gang, og man må enten hoppe på toget eller fortabe sig i filmens dramaturgisk uløselige soduku på perronen. Jeg er på. Og slutningen … Ah, fans, glæd jer!
Kort sagt:
Bryan Singer er tilbage med den mest vellykkede ’X-Men’-film siden ’X2’ fra 2003. Med sit imponerende galleri af oprigtigt interessante og velspillede karakterer, action og charme er ’Days of Future Past’ superheltefilmenes svar på et flot orkestreret Wagner-opus, tilsat et gavtyve-glimt i dirigentens øjne.