8. Oberyn Martell
En serie med et så omfattende ensemble som ’Game of Thrones’, hvor selv relativt centrale figurer får meget lidt screen time, er afhængig af, at nye spillere træder ind på scenen og hurtigt gør indtryk.
Det gjorde The Red Viper, som først fremstod som en fængslende og charmerende smooth talker med flamboyante lagenvaner, men siden viste sig som en mand med en i dén grad magtpåliggende og ærefuld sag. »You raped her. You murdered her. You killed her children,« messede han i den allerede legendariske kamp mod The Mountain.
Det krævede balls at ville rive House Lannister ned indefra, og hans elegante fægteevner (kombineret med lidt gift) var ærefrygtindgydende. Desværre var hans helt store akilleshæl god gammeldags hybris, og det gav rigtigt god mening i forhold til figurens karakterskildring, at netop det skulle blive hans død. Pedro Pascal gav et veloplagt portræt af Oberyn, og ham skal man nok komme til at se mere til.
7. Lysa & Robin Arryn
’Game of Thrones’ får kant gennem dens skildringer af perversioner og psykiske forstyrrelser hinsides enhver fatteevne. Og ikke mindst forholdet mellem Jon Arryns eksilerede enke og hendes søn er dybt forskruet og incestuøst, så modbydeligt grænseoverskridende, at man ikke kan kigge væk.
Samtidig fik man i den nye sæson også en slags sympati med Lysa, hvis forvrængninger dybest set har grund i kærlighedssyge – kærlighed til Littlefinger og til sin søn. Sønnen Robins betagelse af The Moon Door gav også i denne sæson et sug i maven, og hans barnlige reaktion over for Sansas sandslot udgjorde en velforløst scene. Til sidst måtte Lysa dog en tur ud at flyve ved sin elskede Petyrs hånd. Gad vist, hvad der nu skal blive af lille mærkelige Robin?
6. Jon Snow
Jeg har gennem hele serien haft et ambivalent forhold til Kid Harringtons Jon Snow, hvis våde hundehvalpeøjne og forsmåede udtryk let kan blive trættende.
Men modsat sidste sæson, hvor han legede vildning på den anden side af Muren, var dette sæsonen, hvor han trådte i karakter. Han greb depechen som hærfører på The Wall, og det krævede mod ud over alle grænser at vade op til Ciarán Hinds’ Mancen helt alene med henblik på at slå ham ihjel eller forhandle. Da han kom med kavalleriet, var det i øvrigt første gang i serien, at jeg var glad for at se Stannis Baratheon.
Kulminationen på Ygrette og Jon Snows turbulente kærlighedsforhold havde måske ikke helt den schwung, som man kunne have håbet på, men i en sæson, hvor The Night’s Watch og menagerierne i det kolde nord fyldte meget, var han et vigtigt holdepunkt. For ud over kæmper, mammutter og Thormund Giantsbane er der lidt for få interessante karakterer på de kanter af ’Game of Thrones’-universet.
5. Petyr Baelish
Efter fire sæsoner ser jeg nu ikke længere politikeren Thomas Carcetti fra ’The Wire’, når Aidan Gillen troner frem som Petyr ’Littlefinger’ Baelish i ’Game of Thrones’. Og det er en stor ros til både karakterskildring og Gillens præstation!
I fjerde sæson blev Petyr virkelig en magtspiller, man skal tage seriøst. Hvor han før smedede rænker som rådgiver i kulissen, ser det nu ud til, at han går efter direkte indflydelse. Og mere end nogen anden i serien ved man virkelig ikke, hvor man har ham: Er han grundlæggende styret af et moralsk kompas, eller er han i virkeligheden den mest korrumperede og kyniske af dem alle? Hans motiver i forhold til Sansa Stark synes i hvert fald halvgustne, og hans kølige puf til Lysa Arryn hørte til sæsonens mest gåsehudsfremkaldende øjeblikke.
Efter seneste omgang massemord er Petyr Baelish én af de personer, man glæder sig mest til at følge fremover.
4. Sandor ’The Hound’ Clegane
Hvem skulle have troet (altså andre end jer, der har læst bøgerne), at den afstumpede kæmpe, som dukkede op i seriens allerførste afsnit i King’s Landing, skulle blive en af de mest afrundede og psykologisk nuancerede karakterer.
The Hound viste sig nemlig at være meget andet en driftstyret hund, selvom han ikke rigtigt ville være ved det. Han har ar på både sjæl og krop, og hans frygt for krigsspektakler sat over for hans manglende tøven over for at dræbe har skabt en karakter med en spændende indre kamp og underspillede eksistentielle refleksioner.
Én af ’Game of Thrones’ store svagheder er, når for mange fortælletråde handler om, at et par figurer går fra A til B, men Arya og The Hounds rejse har hele tiden føltes, som om der var mere på spil end bare transporten i sig selv. Det skyldes ikke mindst, at The Hounds følelsesmæssige klangbund aldrig er blevet sentimental. Derfor var det også et værdigt farvel, serien gav ham. Arya lod ham ligge til en lidelsesfuld død og viste, at hendes sympati for ham stadig er begrænset. Og Sandor understregede, at han ikke bare var blevet en fuldkomment renfærdigt menneske af at spendere tid sammen med en Stark.
Rory McCann har leveret en af seriens bedste præstationer. Og hvem ved, måske overlever han? De er trods alt hårdføre, de Clegane-brødre.
3. Arya Stark
Og apropos Arya: Hun har været en naturlig favorit siden allerførste sæson, en sej og rapkæftet tomboy, der stod i modsætning til den bly og prinsesseagtige Sansa.
I sæson tre blev Arya dog i lidt højere grad reduceret til en parentes, mens hun i fjerde sæson gjorde comeback. Hendes forråelse er spændende at følge, og hendes henrettelse af Polliver med sin elskede Needle i sæsonens allerførste afsnit lagde stilen an. Undervejs er man med The Hounds stikpiller begyndt at tvivle på, hvor langt den spinkle pige kan klare sig i denne verden, men hun sluttede sæsonen på egen hånd og med fornyet tro på sig selv – uden blår i øjnene.
Det er altid spændende, hvordan børneskuespillerne i en længerevarende serie som ’Game of Thrones’ udvikler sig efterhånden, men Maisie Williams bliver ved med at naile også de emotionelt krævende scener. Det gjorde hun i dén grad også i den nye sæson.
2. Sansa
Den ældste Stark-pige har fra starten været den mest irriterende af Edda og Catelyns børn. Tænk, hvor snobbet, godtroende og illoyal hun var i første sæson, hvor hun satte sin lid til Joffrey og vendte Arya ryggen.
Da det gik op for hende, hvilken bestialsk tyran Joffrey var, blev Sansa først en passiv figur uden megen handlekraft eller vilje. Men i denne nye sæson – særligt efter Joffreys død – fik hun virkelig selvstændig agens. Hun er vel nok den karakter, der har udviklet sig mest de seneste 10 afsnit, og i sit forhold til Petyr Baelish afslørede hun, at hun nu godt ved, hvordan spillet skal spilles. Hun har brug for ham, men vil ikke overgive sig til ham fuldstændigt. Hun er ikke længere naiv, tror ikke længere på de bedste intentioner. Omvendt ved hun, at man skal have allierede for at overleve.
Sansa er ved at udvikle sig til en om muligt endnu stærkere kvindefigur end sin søster.
1. Tyrion Lannister
Der er ikke nogen vej uden om: Også i denne sæson var Tyrion Lannister den mest blærede figur i ’Game of Thrones’, og var man i tvivl før, bankede finaleafsnittet det ind med syvtommersøm. Afskeden med Jaime var elementært rørende, og de intelligente samtaler mellem dem har været blandt sæsonens højdepunkter i den mere stille afdeling. Nicolaj Coster-Waldau har haft mindre at spille på i denne sæson end i tredje sæson, hvor han var den måske allerstærkeste figur, men over for Peter Dinklage slår det gnister.
Og så fik Tyrion jo både kål på sin elskede Shae og derefter sin far Tywin, ydmygende myrdet mens han sad på lokum. Af alle de svigt, Tyrion har oplevet, var Shaes det største, og at se hende i seng med Tywin var det, der skubbede ham ud over kanten. Afslutningsscenen mellem Dinklage og Charles Dance var fænomenal, og det eneste ærgerlige ved den grundusympatiske Tywins død er netop, at vi ikke får flere prøver på Dances sammenbidte overlegenhed.
Til gengæld kan vi så se frem til flere opvisninger fra Dinklage, der mestrer spændet mellem desperation, resignation og ustyrlig vrede.
SE TRE KARAKTERER, DER SKAL TAGE SIG LIDT SAMMEN, PÅ DE NÆSTE SIDER
1. Daenerys Targaryen
Lad mig lige slå fast, at over samtlige fire sæsoner er Lady Regent of the Seven Kingdoms, Protector of the Realm, Mother of Dragons, Breaker of Chains, Queen of Blonde Wigs en af mine yndlingskarakterer i serien.
Hendes udvikling fra underkuet Khaleesi til en hård, men retfærdig hersker, er blandt seriens allerstærkeste. Men nu er jeg også snart træt af at se hende på trekking-tur i de golde landskaber, og selvom hun fik en velfortjent pause i Mereen i store dele af den nye sæson, føltes det mest som et mellemspil med henblik på at trække tiden, så hun ikke når for hurtigt til King’s Landing.
Man må i hvert fald sige, at der bliver bygget langsomt op i Danys historie, og man kan frygte, at kulminationen ikke kan bære i sidste ende. I hvert fald er det nok snart vigtigt, at der kommer mere på spil for hendes karakter. Ellers bliver der dømt nøl.
2. Theon Greyjoy / Reek
Det er nok en smagssag, men jeg kan næsten ikke holde ud af følge Theon Greyjoys totale identitetsmæssige opløsning til den dyrelignende Reek. Det betyder nok, at det er effektivt lavet, men for mig er den fortælletråd så misantropisk ond, at det bliver for meget af det gode. Især, fordi Theon i forvejen var en usympatisk karakter, som jeg ikke fulgte med fornøjelse.
I den nye sæson satte det desuden troværdigheden på styr, at en størrelse så nedbrudt som Reek på nogen skulle kunne agere sit gamle selv, Theon Greyjoy, ved Moat Cailin. Jeg ved ikke helt, hvor Theon/Reek skal tages hen, før han bliver en karakter, der gør ’Game of Thrones’ nogen tjenester. Måske bare helt ud af serien?
3. Melisandre
’Game of Thrones’ har haft svært ved at gøre Stannis Baratheons taktiske spekulationer og kampmæssige oprustning til et interessant underplot. Særligt i sidste sæson kom The Red Woman dog ind i billedet med en forførende mystik, som i den grad livede op i miljøet omkring den kedelige Stannis.
Men i denne sæson var ’Game of Thrones’ svar på heksen fra Blokhus langt mere passiv og usynlig, end man kunne have håbet. Vi fik at vide, at hun i hvert fald delvist er en svindler med en effektiv brug af trylledrikke, men ellers var hun stort set ude af spillet. Først til allersidst fik vi et varsel om, at hendes rolle måske bliver større næste sæson: Hun kiggede i hvert fald intenst og nysgerrigt på Jon Snow ved The Night’s Watch-begravelsen. Der er lagt i ovnen til flammehav!
Læs også: Syv serier, der kan udfylde (lidt af) tomrummet efter ‘Game of Thrones’
Læs også: To ting, forfatteren bag ‘Game of Thrones’ genre vil lave om ved serien
Læs også: 10 grunde til, at du skal hoppe med på ‘Game of Thrones’