‘Frank’

Man kan ind imellem tage sig selv i at sukke snarere end græde eller grine sig igennem indiefilm, der gør sig mere umage med at være selvbevidst skæve eller overdrevent følsomme end at fortælle en nødvendig historie på en interessant måde.

Lenny Abrahamsons ’Frank’ tilhører desværre førstnævnte kategori. Frank (Michael Fassbender) er leder – og angiveligt geni – i bandet med det umulige navn Soronprfbs (!). Under et besøg i Jons (Domhnall Gleeson) hjemby tvangsindlægges bandets keyboardspiller efter at have forsøgt at drukne sig selv.

Denne ulykkelige affære er ikke en enlig svale for bandet: Frank har selv været indlagt på et psykiatrisk hospital og har siden gået rundt med et kæmpe papmaché-hoved, som han aldrig viser sig uden. Manageren Don (Scoot McNairy) er heller ikke just billedet på normalitet: Han er seksuelt tiltrukket af mannequindukker.

Jon bliver antaget som ny keyboardspiller og drager med til Skotland, hvor bandet vil indspille et album i en øde beliggende hytte. Det udvikler sig til en 11 måneder lang boot camp, hvor den komplet talentløse Jon langsomt indynder sig hos Frank til de andres, ikke mindst furien Claras (Maggie Gyllenhall), åbenlyse frustration. Men det er Jons opsparing, der betaler for opholdet, og hans aktivitet på Twitter og Youtube, der resulterer i, at bandet bliver inviteret til at spille på South By Southwest-festivalen i Texas.

Det tager Jon, den umulige drømmer par excellence, en hel film at indse, at han er en hæmsko for bandets kreativitet. I mellemtiden skal vi trækkes igennem en anstrengt komedie om bandrelationer og en satire over de sociale mediers proportionsforvrængninger. ’Frank’ er nemlig – ligesom bandet – knap så begavet eller original, som den giver sig ud for at være. Man kerer sig ikke en dyt om karaktererne, hvilket er særlig problematisk, da tragedieaspektet og fokusset på psykisk sygdom tager over, efterhånden som komedie- og satireaspekterne udtømmes.

Filmen har gode momenter, heriblandt en vikingebegravelsesscene (!) og åbningsscenen, hvor Jon går rundt i hjembyen og finder på komplet håbløse sangtekster om alt, hvad han møder på sin vej.

Om vi nogensinde får Frank at se uden kunstigt hoved, skal ikke afsløres her. Til gengæld kan det slås fast, at ’Frank’ vil for meget og opnår for lidt et sted mellem social satire, musikkomedie og en tragedie om psykisk sygdom. Og at filmen reducerer Franks egensindige opførsel til et spørgsmål om psykisk sygdom, er hverken oplysende, poetisk eller i grunden særlig sympatisk. 

---

Kort sagt:
Den talentløse keyboardspiller Jons næsegruse beundring for den enigmatiske, evigt papmachehoved-klædte musiker Frank (Michael Fassbender) er omdrejningspunktet for en film, der både er en satire over sociale medier, en komedie om bandrelationer og en tragedie om psykisk sygdom. Desværre interesserer man sig ikke for de mennesker, der befolker den.

Læs også: Interview med instruktøren bag ‘Frank’ om myten om den lidende alternativ rockmusiker

Læs også: 5 film, du skal se i juni